Air Greenland holder kursen trods tab af servicekontrakter

Del denne artikel på:

Luftfartsselskabet Air Greenland lægger 2017 bag sig med et årsresultat på 71,1 million kroner før skat, hvilket er en fremgang på næsten 75 procent fra året før.

Fremgangen sker ud af en omsætning, som ligger lige i underkanten af forrige års omsætning, på samlet 1.304,9 millioner kroner.

Selskabet har dermed økonomisk formået at styre udenom de negative konsekvenser af tabet på de såkaldte servicekontrakter på flyvninger i Sydgrønland til en værdi af 75 millioner kroner.

»Air Greenland leverer i 2017 et godt resultat, til trods for et år med flere udfordringer. Det er resultatet af mange medarbejderes fokuserede arbejde, og det er godt at se, at det strategiske fokus bærer frugt,« siger bestyrelsesformand Søren Lennert Mortensen.

Fremgang på konkurrenceudsatte ruter

Det nationale grønlandske luftfartsselskab har over en årrække haft fokus på vækst indenfor turistsegmentet, samt sænkning af priserne som incitament til flere rejsende.

På de konkurrenceudsatte ruter havde Air Greenland i 2017 en vækst på 6 procent – hvilket omfatter samtlige udenrigsruter, hvoraf Kangerlussuaq- København-ruten står for næsten tre fjerdedele af denne fremgang.

De øvrige udenrigsruter går mellem Grønland og Island.

Nye kunder trods tab af kontrakt

»I 2017 lancerede vi helårsflyvning mellem Grønland og Island, samtidig med at vi intensiverede antallet af flyvninger. Det er gået godt, til trods for at det samlede islandske marked er faldet,« siger Søren Lennert Mortensen.

Antallet af passagerer er faldet svagt i 2017, oplyser Air Greenland, men ikke svarende til tabet af servicekontrakterne, hvilket indikerer, at selskabet er lykkedes med at tiltrække nye kunder, noterer selskabet i en meddelelse.

Air Greenland-koncernen består foruden luftfartsselskabet Air Greenland af datterselskaberne Hotel Arctic og Grønlands Rejsebureau.

Uddrag af koncernens hovedtal

Har du læst disse artikler?