400.000 transportarbejdere klar til at støtte Primera-ansatte

Transportarbejdere fra hele Norden er rede til at støtte de ansatte i Primera Air Nordic, hvis FPU’s overenskomstkrav mod det lettiske selskab ender i konflikt.

»I en konfliktsituation kan FPU som et hvert andet LO-fagforbund anmode om sympati – og jeg kan ikke forestille mig andet, end det er vi klar til at yde,« forklarer Jan Villadsen, som både er formand for 3F Transport i Danmark og Nordisk Transportarbejderforbund.

Sympatikonflikt er, når lønmodtagere på tværs af faggrupper står sammen for at kræve bedre arbejdsvilkår for – i dette tilfælde – de kabineansatte i Primera Air Nordic.

Underbetalt personale køres ind med taxa

Primera Air Nordic hyrer kabinepersonale i Rumænien. De ansatte placeres i Sverige, hvorfra de køres i taxa over Øresund til Københavns Lufthavn for at bemande fly på ruter for Primera Air fra den danske hovedstadslufthavn.

Ifølge ansættelseskontrakter får personalet en løn og vilkår, der ligger langt under overenskomstmæssige vilkår. FPU har gennem længere tid forsøgt at overbevise Primera Air Nordic om, at selskabet skal tegne overenskomst, men ledelsen i selskabet har afvist.

Derfor har FPU 23. august 2018 varslet konflikt mod selskabet.

3F-transportansatte kender konsekvensen

»Denne sag er det samme som med Ryanair for tre år siden. Et selskab uden overenskomst kan simpelthen udkonkurrere selskaber og arbejdspladser med ordnede forhold. Det ved alle i transportbranchen,« siger Jan Villadsen fra 3F og Nordisk Transportarbejderforbund.

Blandt 3F’erne har både lastvognschauffører og søfolk oplevet, at deres job presses af, at multinationale selskaber shopper rundt på tværs af grænser efter den billigste arbejdskraft, påpeger Villadsen.

Indenfor 3F’ernes fagområde vil en sympatikonflikt betyde, at flyselskabet hverken kan få leveret mad, tanket flyet eller håndteret bagage.

Lønmodtagere sammen på tværs af grænser

Jan Villadsen repræsenterer foruden de danske transportarbejdere i 3F også 400.000 transportarbejderne i Norden gennem Nordisk Transportarbejderforbund, hvor også FPU er medlem.

Også her er der ifølge Jan Villadsen opbakning at hente:

»Når vi har med multinationale selskaber som Primera Air Nordic at gøre, må vi som lønmodtagere stå sammen på tværs af grænser – det er vi kommet godt efter i fagbevægelsen med et nordisk samarbejde, der repræsenterer mere end 400.000 transportarbejdere,« siger han og tilføjer:

»Den form for sammenhold er jo netop det, vi ser nu, der er med til at skabe opbrud og forandring i Ryanair.«

LO-forbund: Naturligt at støtte op

Foruden transportarbejdere fra hele Norden er også de danske medlemmerne af LO-forbundene HK og Dansk Metal klar til at bakke op om de Primera Air Nordic-ansattes ret til ordnede vilkår:

»Hvis vi får en anmodning om konflikt fra vores venner i FPU i forbindelse med overenskomstdækningen af Primera Air Nordic, så vil vi selvfølgelig indgå i en sympatikonflikt,« fastslår Simon Tøgern, forbundssektorformand i HK Privat.

HK’erne er med andre ord helt på linje med 3F’erne, påpeger Simon Tøgerns kollega René Knudsen, afdelingsformand i HK Service Hovedstaden, som organiserer blandt andet tjek-indpersonale i Københavns Lufthavn:

»Hvis vi bliver anmodet om sympatikonflikt, vil vi sympatikonflikte inden for lovens rammer. Det betyder, at passagererne ikke får håndteret billetter og ikke kan blive tjekket ind,« siger René Knudsen.

Og fra Dansk Metal hedder det:

»Det er helt naturligt, at Dansk Metal støtter sådan en konflikt.«

FPU taknemlig for opbakning

I Flyvebranchens Personale Union, FPU vækker støtten glæde:

»Vi sætter enorm pris på opbakningen. Den her sympati og solidaritet er fuldstændig afgørende for vores medlemmer. De viser virkelig styrken ved at være i LO. Vi er meget taknemlige for den opbakning. Sammen med LO inviterer vi de samme forbund, der var involveret i Ryanair-sagen til et koordinerende møde i LO, så vi kan få det officielle på plads,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev