Afgørelse: Forbudt at tage billige billetter fra SAS-ansatte

Af Peter Keiding, Fagbladet 3F

I Danmark må man kun strejke i forbindelse med sammenbrudte forhandlinger om overenskomster. Hvis man nedlægger arbejdet på andre tidspunkter, bliver man trukket i lønnen. Man kan også få en bod og miste sit arbejde. Men arbejdsgiverne må ikke straffe de strejkende med yderligere sanktioner, skriver Fagbladet 3F.

Det har Arbejdsretten slået fast i en sag mellem SAS Ground Handling (SGH) og 3F.

Her havde SGH frataget 120 bagageportører i Københavns Lufthavn vigtige frynsegoder, fordi de havde nedlagt arbejdet. Og det går altså ikke, slår dommen fast.

Klokkeklar sejr

Formand for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen, er meget tilfreds med dagens afgørelse:

»Det er så tæt på en klokkeklar sejr, som vi kun kunne drømme om,« siger han.

Han peger på, at Arbejdsretten har mulighed for at straffe medarbejdere, som går i strejke. Men at det ikke er i orden med parallelle sanktioner:

»Der giver det ikke mening, at arbejdsgiveren automatisk opfinder alternative sanktionssystemer. Det er Arbejdsretten, som fastsætter bod. Ingen andre. Arbejdsretten er på godt og ondt en del af den danske model. Det er nu fastslået,« siger Henrik Bay-Clausen.

Flittigt benyttet ordning

Det var de såkaldte ID-billetter, der blev inddraget. De gør det muligt for SGH-ansatte at købe restpladser i fly til billige penge: Hvis der ikke er udsolgt på en afgang, kan bagageportørerne få adgang til billetter med rabatter for dem selv, familie og venner.

Det er en ordning, som har eksisteret i fire årtier og bliver brugt flittigt.

I 2015 besluttede SAS, at det skulle være muligt at inddrage disse billetter ved en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.

6. januar 2017 gik 120 SGH-ansatte i strejke i et par timer. De fik forbud mod at købe ID-billetter i seks måneder, og det har SAS nu fået at vide ikke var i orden.

100.000 kroner i bod

Pressechef i SAS, Mariam Skovfoged, har denne skriftlige kommentar til dommen:

»Det er altafgørende, at kunderne har tillid til, at vi flyver, når vi skal. Derfor er det ærgerligt, at vi ikke har fået medhold i, at vi kan inddrage mulighed for personalebilletter, når medarbejderne har deltaget i ulovlige arbejdsnedlæggelser med store konsekvenser for vores passagerer.«

Dommen afgør, at SAS skal betale en bod på 100.000 kroner for “misbrug af ledelsesretten”.

Den kan ikke ankes, da den er fra Arbejdsretten, som ikke har en ankeinstans.

Artiklen er første gang udgivet af Fagbladet 3F og bringes med tilladelse på LUFTFART.nu.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev