Arbejdsmarkedsforsker om Primera-dom: Man kan se, at man ikke bare kan underbetale piloter

Dom i Primera-sag er en klar afgørelse, og den slår fast, at selskaber ikke kan underbetale piloter, der arbejder på en dansk base, men ikke får de samme vilkår som deres kolleger på overenskomst, lyder det fra arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen.

I sidste måned afgjorde Arbejdsretten, at en pilot, som er ansat som contractor med base i Danmark, har krav på overenskomstmæssig løn og ansættelsesvilkår efter den gældende danske overenskomst.

”Arbejdsretten har taget stilling til betaling, og om vedkommende har fået sin retmæssige løn, og der er en klar afgørelse,” siger Henning Jørgensen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, som har set dommen.  

Dommen kom, efter at FPU havde bedt Arbejdsretten vurdere, om flyselskabet Primera skulle have givet de samme vilkår til de piloter, det havde ansat via et bemandingsselskab på Guernsey, som de piloter, der var dækket af en overenskomst i Danmark.

”Man kan se, at man ikke bare kan underbetale piloter. Det er positivt, at det bliver slået fast, at man skal have overenskomstmæssig løn og ikke underbetale. Man kan ikke undergrave overenskomsten på den måde her i Danmark. Det er vigtigt at få frem,” siger Henning Jørgensen.  

Ny dom i Primera-sag er principiel sejr for piloter

Positivt at contractor-konstruktion ikke er mulig

Da det islandske flyselskab Primera i sin tid fløj charterruter, var omkring halvdelen af dets piloter ansat som såkaldte ”self-employed contractors” via et bemandingsselskab på Guernsey. De arbejdede fra en dansk base, men fik hverken pension eller ferie og fik ikke udbetalt løn, hvis de havde mere end 10 sygedage om året. Dette var i kontrast til de kolleger, som var ansat direkte i selskabet, og som var dækket af en overenskomst, som FPU havde indgået med selskabet.

”Det er positivt, at selskaber ikke kan lave den konstruktion fremover. Man kan ikke lave løndumping på den her måde, og det er vigtigt,” siger Henning Jørgensen.

Han forventer dog, at selskaberne fortsat vil forsøge at lave kreative konstruktioner.  

”Så længe borgerne ikke reagerer og bare vil have billige flysæder, vil der stadig være et marked for social dumping. Jeg forventer, at selskaberne vil forsøge at være meget kreative fremover, fordi det i øjeblikket er en overlevelseskamp for dem. Inden det normale niveau for flyafgange kommer igen, vil der være en kamp mellem de enkelte selskaber for at få del i den lavere omsætning. Flyselskaberne mener, at personalet er den omkostning, som de hurtigst og nemmest kan gøre noget ved. Her vil de prøve at trykke hårdt.”

Social dumping skal løses i EU-regi

Henning Jørgensen var fra 2003-2006 direktør for fagbevægelsens forskningsanalyseinstitut, ETUI, i Bruxelles, hvor sager om social dumping blev diskuteret, og allerede dengang mente han, at der ville komme mange sager om social dumping, hvis ikke man på et EU-plan fandt et system, der kunne løse problemerne.   

For at løse problemet med social dumping i luftfart mener han, at der er nødvendigt, at der oprettes en særlig instans i EU, der har forstand på arbejdsmarkedet.

”I EU burde vi have et fælles system, der kunne tage sig af sådan nogle sager, hvor dommere, der kender til arbejdsmarkedet, træffer afgørelser. EU-domstolen kender for eksempel ikke meget til arbejdsmarkedet, så hvis vi kunne få oprettet et tilsvarende arbejdsretsligt system, ville det være rigtig lykkeligt, men vi har det ikke endnu.”

FPU glæder sig over dommen

FPUs formand, Thilde Waast, fortalte i sidste uge til luftfart.nu, at hun glædede sig over dommen, som har været med til at sikre en form for retfærdighed for de af FPUs medlemmer, der var ansat som contractors i Primera, samtidig med at dommen viser flyselskaberne, at denne contractor-konstruktion er ulovlig.    

Hun oplyser, at FPU har oplevet, at der har været stor interesse for dommen også på europæisk plan. Blandt andet har FPUs afdeling i Rumænien, FPU Romania, modtaget mange henvendelser fra østeuropæisk flypersonale og advokater, der ønsker at vide mere om dommen.

”Vi kan se, at der har været stor bevågenhed om dommen, og interessen viser, hvor vigtigt det er at tage disse opgør med selskaberne. I FPU gør vi alt, hvad vi kan for at kæmpe mod social dumping. Denne dom er er en vigtig del af denne kamp, som vi vil fortsætte, så vi kan sikre vores medlemmer ordentlige vilkår, og så vi kommer social dumping i europæisk luftfart til livs,” siger Thilde Waast.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev