Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Arbejdsretten blåstempler kontroversiel sygepolitik i CityJet

Del denne artikel på:

I januar kunne medarbejdere i CityJet fra vidneskranken i Arbejdsretten fortælle, hvordan virksomhedens sygepolitik har ført til, at medarbejdere er gået syge på arbejde.

Sygepolitikken foreskriver blandt andet, at de ansatte efter blot ti dages sygefravær i løbet af et år risikerer en fyring. Allerede ved den fjerde sygedag på et år risikerer de ansatte at blive kaldt til samtale med ledelsen. Disse samtaler blev af vidnerne beskrevet som disciplinære samtaler.

Det er i luftfartsbranchen ikke unormalt med flere sygedage end i andre fag, da selv en forkølelse kan være invaliderende, hvis det forhindrer en i at kunne trykudligne.

CityJet-ledelsen mente imidlertid at sygefraværet var for højt, og en ny såkaldt sygepolitik blev indført. Resultatet af denne politik var, at ansatte – herunder et af vidnerne – var gået syge på arbejde i frygt for konsekvenserne ved at melde sig syg.

Sygepolitik er ikke misbrug på ledelsesret

Medarbejdernes fagforening, FPU, mente, at selskabet med den nye sygefraværspolitik, gik for vidt og overtrådte ledelsesretten. Trods forsøg på at opnå lokal dialog og enighed endte sagen i Arbejdsretten.

Retsmødet fandt sted i starten af februar 2019. Siden er et dommerpanel på samlet syv dommere nået frem til, at CityJet-ledelsen med sygepolitikken ikke har forbrudt sig mod ledelsesretten. Det står klart i den dom, som er blevet afsagt og offentliggjort.

Sygefraværspolitikken, som irske CityJet indførte kort efter at have købt Cimber i 2017 og overtaget rollen som SAS-leverandør, gør det endvidere gældende, at al sygemelding skulle ske senest tre timer før planlagt afgang. Derudover skal medarbejderen melde sig syg hver eneste dag, man er syg, og dette skal foregå til to telefonnumre.

Retten har bemærkelsesværdigt nok i sin afgørelse undladt at citere et af vidnernes udsagn om, at vedkommende gik syg på arbejde som følge af sygefraværspolitikken. I stedet er der lagt vægt på, at håndhævelsen af sygefraværspolitikken i praksis og hensynet til selskabets produktion medfører, at ledelsesretten ikke er blevet misbrugt.

Alvorlige problemer for medarbejdere

Hos de ansattes fagforening bliver dommen taget til efterretning, men advokat for FPU, Jan Gloggengieser Gam, peger på alvorlige problemer. For med Arbejdsrettens afgørelse står de ansatte reelt fanget mellem på den ene side at risikere en fyring eller anden disiplinær sanktion og på den anden side overtræde luftfartsloven, påpeger han.

Ifølge Luftfartslovens paragraf 50 er det ulovligt for personale på luftfartøjer at gå på arbejde, når de er syge. Sygdom blandt besætningsmedlemmer er endvidere et yderst alvorligt emne indenfor flyvesikkerhed.

»Vi står i en uholdbar situation, hvor risikoen for at flysikkerheden kompromitteres forhøjes. Det er en kendsgerning, som vi vil forelægge for de relevante myndigheder, Trafikstyrelsen og Center for Luftfart, at det arbejdsretligt er lovligt, at have en sygemeldingspolitik, der i yderste konsekvens medfører forhøjet risiko for at vores medlemmer går syge på arbejde,« siger Jan Gloggengieser Gam.

CityJet har ikke egne ruter i Danmark, men opererer 22 fly på vegne af SAS med base i Danmark, Sverige og Finland. Sygepolitikken gælder for alle baser. SAS og selskabets øvrige underleverandører har ikke indført nogen sygepolitik.

Læs også disse artikler