Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Atlantic Airways går Østeuropas Ryanair i bedene: Fyrer talspersonerne for personalets fagforening

Del denne artikel på:
De kabineansatte og piloterne i Atlantic Airways trådte i efteråret 2018 ind i FPU. Det skete med ønsket om at blive en del af et større fællesskab og stå ligeværdigt overfor deres arbejdsgiver. I sidste uge blev kabinemedarbejdernes repræsentanter fyret af selskabet. Foto: Margret Fjørðoy

De kabineansatte og piloterne i det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways trådte i efteråret 2018 ind i FPU. Det skete med ønsket om at blive en del af et større fællesskab og stå ligeværdigt overfor deres arbejdsgiver.

Ønsket om god dialog med selskabet er imidlertid endt brat, efter at Atlantic Airways i sidste uge fyrede både formanden og næstformanden for kabinepersonalets forening, Súlan, der er en del af Flyvebranchens Personale Union, FPU. Det sker, efter at selskabet i flere måneder har forhalet forhandlingerne om en ny overenskomst.

Nyheden har sendt en chokbølge gennem medarbejderstaben, og de to medarbejderrepræsentanter Maria Hansen og Eydgunn Rasmussen, der er blevet opsagt, står uforstående tilbage.

»Vi er meget kede af det og chokerede. Vi har været meget glade for at arbejde i Atlantic Airways, og vores simple ønske har været at genforhandle overenskomst på vegne af vores kollegaer som ligeværdige parter,« siger Maria Hansen til Luftfart.nu.

De har arbejdet i selskabet i syv og 15 år. Og de er selvfølgelig meget kede af det, og ikke mindst chokerede over at blive opsagt.

Fyret uden beviser

De to blev tirsdag i sidste uge kaldt til samtale dagen efter, onsdag. Selskabet ville forud for mødet, der blev fremlagt under temaet ”alvorligt”, hverken oplyse agendaen for mødet eller tillade medarbejderrepræsentanterne at vælge en bisidder.

Siden hævdede selskabet dog, at der var tale om en ”misforståelse” og Maria Hansen og Eydgunn Rasmussen fik lov til at vælge bisidder. Med til mødet sad derfor advokat for fra medarbejdernes fagforening, FPU, Jan Gam.

På mødet blev de to medarbejderrepræsentanter opsagt med den begrundelse, at ledelsen fandt medarbejderrepræsentanternes attitude overfor selskabet utilfredsstillende.

»Jeg bad selskabet om at fremlægge konkrete eksempler på, at vores to medlemmer havde udvist den påståede, uheldige attitude. Men arbejdsgiver ønskede hverken at uddybe eller konkretisere dette,« refererer Jan Gam til LUFTFART.nu.

Påtænker sagsanlæg

Atlantic tilbød på mødet en frivillig fratrædelsesaftale som alternativ til opsigelse. Den indebar, at Maria Hansen og Eydgunn Rasmussen ikke måtte lægge sag an mod selskabet. Til gengæld ville de få to måneders ekstra løn.

Medarbejderrepræsentanterne valgte i samråd med FPU at takke nej til dette tilbud:

»Vi afviste aftalen med den begrundelse, at det her muligvis er en alvorlig overtrædelse af foreningsfrihedsloven, idet vores to medlemmer er henholdsvis formand og næstformand i den lokale afdeling under FPU. De to var særligt aktive i bestræbelserne på at få den lokale medarbejderforening, Súlan, indmeldt i FPU i efteråret,« siger Jan Gam og tilføjer:

»Det er naturligvis vigtigt, vi bevarer adgangen til at få denne sag prøvet ved domstolene.«

FPU undersøger nu mulighederne for at anlægge sagen ved en dansk domstol, da begge de fyrede havde ansættelse og hjemmebase i København.

Brud på menneskerettighederne

Redaktionen har forelagt Atlantic Airways-ledelsens fyringer af de to medarbejderrepræsentanter for ekspert i arbejdsret Natalie Videbæk Munkholm, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet:

»Det er en menneskeret at organisere sig, forhandle kollektivt og nedlægge arbejdet om nødvendigt,« forklarer hun og giver følgende vurdering af fyringerne i Atlantic Airways:

»Medarbejderne forsøger her kollektivt at forhandle med deres arbejdsgiver om overenskomst, hvilket deres arbejdsgiver prøver at afværge ved at fyre to individer, og det er ulovligt. Det er en beskyttet ret ifølge menneskerettighedskonventionens artikel 11 at organisere sig og forhandle kollektivt. Det spiller ingen rolle i den forbindelse, om de fyrede er tillidsmandsbeskyttede af en overenskomst eller ej.«

I Danmark er menneskerettighedskonventionens artikel 11 indbefattet i Foreningsfrihedsloven.

Kalder fyring af formænd for personalesag

Jóhanna á Bergi, administrerende direktør i Atlantic Airways, forklarer til redaktionen, at afskedigelserne af de to medarbejderrepræsentanter intet har at gøre med deres engagement i at få medarbejderforeningen Súlan gjort til en del af FPU i efteråret 2018.

»Sagen er en personalesag – vi har opsagt to kabinemedarbejdere – og derfor kan jeg ikke udtale mig mere. Det er fortroligt,« siger Jóhanna á Bergi til LUFTFART.nu og tilføjer:

»Jeg ønsker at understrege, at det her ikke har noget at gøre med, at de er medarbejderrepræsentanter. Vi har det fint med, at vores medarbejdere er medlemmer af FPU. Mener man, vi har gjort noget uretmæssigt, må man henvende sig til vores advokat, det har vi også fortalt til FPU.«

Direktøren har ikke ønsket at kommentere på årsagen til fyringerne eller de manglende beviser, men henviser til, at begrundelserne for afskedigelserne blev givet på mødet. Samtidig afviser hun, at personalet skulle have nogen grund til at frygte yderligere fyringer af fagligt aktive.

Østeuropæiske metoder

Det er ikke første gang, at ansatte i flyvebranchen er vidner til, at medarbejderrepræsentanter bliver sparket ud af ledelsen. I 2017 blev to piloter i helikopterselskabet Bel Air fyret, da de argumenterede for, at selskabet skulle indgå overenskomst med sine piloter.

»Det er dybt skammeligt, det som Atlantic Airways har gjort her. Vi kan se, hvordan det skræmmer de ansatte. Her har medarbejderne helt efter bogen valgt to repræsentanter, der skal forhandle overenskomst, og så bliver de bare fyret. Det er en ledelsesstil, man normalt kun ser i Rumænien eller Qatar,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Oftest er det selskaber med navne som Ryanair og Wizz – begge kendt for brutale og nådesløse HR-afdelinger – der gør brug af at drive klapjagt på fagforeningsmedlemmer.

Sidstnævnte, der også omtales som “Østeuropas Ryanair“, blev senest i foråret 2019 dømt ved en domstol i Rumænien for i 2014 at have fyret 19 kabinemedarbejdere, efter medarbejderne havde stiftet og meldt sig ind i en fagforening.