Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Atlantic Airways-ledelsen sværter kabineansatte til med udokumenterede påstande

Del denne artikel på:

Luftfartsselskabet Atlantic Airways står stejlt på, at fyringen to ansatte ikke handler om, at de også var valgt som medarbejderrepræsentanter. Det kunne man senest læse her til morgen, torsdag, i færøske medier.

Atlantic Airways, Jóhanna á Bergi. LUFTFART.nu
»Selvfølgelig er opsigelserne helt efter bogen,« lyder det fra øverste chef i Atlantic Airways, Jóhanna á Bergi. Foto: PR/Ólavur Frederiksen

»Selvfølgelig er opsigelserne helt efter bogen,« lyder det således fra selskabets øverste chef, Jóhanna á Bergi, der mener, at personalets fagforening, FPU, taler urigtigt om motiverne for afskedigelserne.

FPU savner dog fortsat, at Atlantic Airways fremlægger bevis for anklagerne mod sine medarbejdere.

»Ikke et eneste bevis har vi set. Til gengæld er vi blevet mødt af et selskab, der på usaglig og manipulerende vis udstiller deres egne ansatte i pressen. Ansatte, som åbenbart lige pludselig er blevet ”illoyale” netop nu, hvor vi ønsker at forhandle en ny overenskomstaftale. Det er ærligt talt langt ude,« siger Thilde Waast, formand i FPU, som kabinepersonalet i Atlantic Airways hører under gennem kabineforeningen Súlan.

Fandt på nye fyringsgrunde

Atlantic Airways-ledelsen sværter kabineansatte til. Thilde Waast, formand i FPU
»Ikke et eneste bevis har vi set. Til gengæld er vi blevet mødt af et selskab, der på usaglig og manipulerende vis udstiller deres egne ansatte i pressen,« siger Thilde Waast, formand i FPU, som kabinepersonalet i Atlantic Airways hører under gennem kabineforeningen Súlan.

Onsdag i sidste uge blev de to medarbejderrepræsentanter fyret. Fyringerne vakte opsigt, da ledelsen på mødet for fyringerne ikke formåede at komme med hverken konkrete eksempler eller beviser for deres påstande om, at de to medarbejdere havde udvist »uheldig attitude«.

»Jeg bad selskabet om at fremlægge konkrete eksempler på, at vores to medlemmer havde udvist den påståede, uheldige attitude. Men arbejdsgiver ønskede hverken at uddybe eller konkretisere dette,« refererede Jan Gam, advokat for FPU, efter fyringerne.

Siden er selskabet gået i pressen og sagt, at der ligger »tungtvejende årsager« til grund for fyringerne, og at opsigelserne er begrundede.

I går mødte selskabet i skikkelse af HR-chef, flyvechef og advokat imidlertid op hos FPU. På mødet blev en række helt nye grunde til opsigelserne præsenteret. FPU’s advokat, der sad med på mødet, måtte dog konstatere, at heller ikke disse påstande ønskede selskabet at dokumentere. FPU og de kabineansatte kunne tilbagevise enhver form for anklage.

»Det er under alt kritik. De har intet at komme med. Ingen dokumentation og ingen reelle begrundelser for opsigelserne. På mødet aftalte vi at få gang i forhandlingerne, og vi aftalte, at der skal laves en retfærdig aftale for de opsagte,« siger Jan Gam.

FPU: Opsigelser handler om fagforeningsforhold

Efterhånden som onsdagens møde skred frem, tilkendegav ledelsen og arbejdsgiverne, at man nu pludselig gerne vil deltage i overenskomstforhandlinger med FPU på vegne af de kabineansatte, som naturligvis ikke selv tør stå overfor ledelsen efter opsigelserne af deres repræsentanter.

Overraskelsen var derfor stor, da Jóhanna á Bergi (administerende direktør i Atlantic Airways), som ikke sad med til mødet, samme aften sendte en meddelelse til færøsk presse. I meddelelsen, som her til morgen var at læse i diverse færøske medier, går selskabet igen efter de kabineansatte og ikke mindst de to fyrede medarbejderrepræsenter Maria Hansen og Eydgunn Rasmussen på en ubehagelig og usaglig måde, påpeger FPU:

»Stik imod alle aftaler, går selskabet ud i pressen og kaster mudder på de opsagte og FPU,« siger Jan Gam og tilføjer:

»Vi mener, at der er tale om opsigelser på grund af foreningsforhold, som selskabet nu forsøger at maskere som en opsigelse på grund af samarbejdsproblemer. Det, synes vi, ikke er tillidsvækkende.«

Fyringer i strid med menneskerettighederne

FPU’s formand, Thilde Waast oplyser, at man er skuffede over denne unødvendige eskalering. Man afventer fortsat, at selskabet imødekommer kravet om et dementi, som FPU fremsendte fra dagens start. Samtidig undersøger fagforeningen mulighederne for at anlægge sagen ved en dansk domstol. Begge ansatte havde nemlig ansættelse i København, og hører derfor under dansk lov.

Natalie Videbæk Munkholm, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet har tidligere vurderet, at opsigelserne med den forhåndenværende dokumentation kan være i strid med menneskerettighederne.

FPU håber dog, at selskabet besinder sig, så forhandlingerne om en overenskomst kan komme i gang, og at der kan laves en retfærdig aftale for de opsagte.