Atlantic Airways-piloter og kabineansatte træder ind i FPU

Hvordan bliver man del af et større fællesskab som forening, hvis man er den eneste, der repræsenterer sin faggruppe i et helt land?

Det spørgsmål har de ansatte i Atlantic Airways jævnligt stillet sig selv.

Både piloter og kabineansatte har hidtil stået i hver deres forening, hvor man har varetaget medlemmernes faglige interesser. Men de ansatte har savnet et fagfællesskab – hvor man har kunnet sparre og stå sammen med andre i samme branche.

Derfor traf bestyrelserne i Flogskiparafelag Føroya og Súlan, henholdsvis forening for piloter og kabine, for nylig beslutning om at træde ind i rigsfællesskabets største fagforening for flyvende, Flyvebranchens Personale Union, FPU.

Sammenhold giver pondus

Hans Christian Petersen, næstformand for Flogskiparafelag Føroya. Foto: Privat

FPU repræsenterer piloter, kabineansatte og AFIS-operatører i både Danmark, Grønland og nu også Færøerne. Her står medarbejdere på tværs af fællesskaber sammen om at sikre gode arbejdsvilkår i flyvebranchen.

FPU er gennem brancheorganisationen Luftfart og Jernbane også medlem af LO, som samler langt størsteparten af alle ansatte i luftfartsindustrien.

»Vi er en lille fagforening, og der gør det en stor forskel, at vi står sammen med resten af piloterne i FPU. Det giver pondus at stå sammen,« siger Hans Christian Petersen, næstformand for Flogskiparafelag Føroya.

Eksempelvis kan de færøske piloter kun gennem FPU stå sammen med europæiske kollegaer i forbund som IFALPA, International Federation of Air Line Pilots’ Associations, der kæmper for piloters vilkår i hele verden.

Skærpet konkurrence i færøsk luftfart

Petersen, der har fløjet for Atlantic Airways siden 2005, peger blandt andet på, at flere selskaber har gjort entré på det færøske marked. Derudover har Atlantic Airways en del af sin forretning på det danske chartermarked i direkte konkurrence med ACMI-selskaber fra hele Europa.

»Konkurrencen er skærpet på Færøerne, og det er noget vi mærker. Det er klart, ledelsen skal spare, hvad spares kan. Men i den situation er det vigtigt, at vi er en ligevægtig forhandlingspartner, og det opnår vi ved at være en del af FPU,« påpeger Hans Christian Petersen.

Han understreger, at forhandlinger og dialog med selskabet fortsat skal have hjemme på Færøerne.

Vil står sammen med andre flyvende

Maria Berg Hansen, formand for Súlan. Foto: Privat

Maria Berg Hansen er formand for de kabineansattes forening, Súlan.

»Vi har søgt et fagligt fællesskab indenfor vores eget fagområde. Først og fremmest for at stå stærkere som arbejdstagere i en industri, hvor vores arbejdsgiver Atlantic Airways tager aktiv del i konkurrncen med andre selskaber, både på Færøerne og i Danmark,« forklarer Maria Berg Hansen.

Atlantic Airways er udover rutefly til og fra Færøerne aktive indenfor udlejning af fly med mandskab til blandt andet SAS og charterflyvninger for Dansk Folkeferie.

»Og så handler det også om at kunne dele erfaringer med ligesindede og lade sig inspirere af andres gode løsninger på problemer,« tilføjer Maria Berg Hansen.

Beslutningen om at melde Súlan ind i FPU har fået fuld opbakning blandt medlemmerne, fortæller formanden for kabineforeningen.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev