Sidste nyt
Foto: Luc Willems

Bluebird Nordic nægter at forhandle og lukker dansk base

Del denne artikel på:

Bluebird Nordic nægter at tegne overenskomst for deres ansatte, og selskabet har i stedet per dags dato valgt at lukke deres base for piloter i Danmark med henblik på at undgå den forestående konflikt.

I eftermiddag tikkede en mail ind hos FPU. Her forklarer den danske advokat for det islandske cargoselskab, Bluebird Nordic, at selskabet agter at lukke deres danske base for piloter i Københavns Lufthavn. Dette sker blot et par dage efter, at FPU sendte andet konfliktvarsel til Bluebird Nordic.

Konflikten skulle have begyndt den 1. maj 2021, og havde til formål at bringe Bluebird Nordics ledelse til forhandlingsbordet og sikre en overenskomst for de danskbaserede cargopiloter. Konfliktvarslet er nu suspenderet. Det forklarer FPU’s næstformand, Anders Mark Jensen

”I stedet for at forhandle nogle ordnede vilkår på plads for deres piloter, vælger selskabet at flytte deres base. Det er ærgerligt for piloterne, at selskabet ikke valgte forhandlingsvejen,” forklarer FPU’s næstformand, der også uddyber bevæggrunde bag konflikten.

”Vi vil ikke acceptere dumpingvilkår i Københavns Lufthavn, og netop mistanken om, at de brugte falske selvstændige piloter har gjort, at vi har handlet resolut i denne sag. Vi vil nu støtte op om vores europæiske kollegers kamp for fair vilkår hos Bluebird Nordic” siger Anders Mark Jensen.

LÆS MERE om Bluebird Nordic her