Corona-krise: FPU og ETF kæmper for flyvendes rettigheder på EU-plan

På høje tid, at EU kommer ind i kampen: ETF kæmper sammen med FPU for at sikre flyvendes rettigheder

Luftens personale er i direkte kontakt med passagerer, og bringer sig selv i fare for at få coronavirussen ved at udføre deres arbejde hver dag.

Det er også dem, der direkte påvirkes af de økonomiske konsekvenser af virussen.

Der er nu en frygt for at rejse, som ikke vil stoppe i de kommende uger, og vi frygter faktisk, at den vil vokse endnu mere, og det rammer luftfart og dens arbejdstagere – virksomheder går konkurs, og der skal gøres noget for at beskytte vores personale.

Nogenlunde sådan indleder Det Europæiske Transportarbejder Forbund (ETF) et brev direkte adresseret til EU’s transportkommissær, Adina-Loana Valean, og beskæftigelseskommissæren, Nicolas Schmit.

Brevet blev sendt i sidste uge, men sidenhen er tingene eskaleret, og derfor har ETF i dag, onsdag den 11. marts, sendt et brev til kommissærerne, hvor ETF starter med at rose dem for at have fundet en løsning på at slække på de såkaldte slot-regler.

Sådan så luftfartsselskaberne ikke skal flyve spøgelsesfly uden passagerer for at bevare sine ruter.

Det kan være med til at stabilisere situationen.

Men ETF kræver sammen med Flyvebranchens Personale Union en beredskabsplan og en ’nødhjælpspakke’ fra EU-kommissærerne, der hurtigt skal indføres.

– Vi står midt i en alvorlig krise, hvor EU simpelthen må samarbejde med og lytte til arbejdstagerne. Hvis deres rettigheder ikke sikres, så kommer vi ikke ud af krisen på længere sigt, og det vil skade europæisk økonomi, siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Her kan du se en række af de punkter, der direkte berører luftfart, som ETF har krævet, at de to EU-kommissærer tager stilling til:

Sundhed og sikkerhed

Sundhed og sikkerhed for de flyvende og andre transportarbejdere bør være en prioritet, da det er dem, der sætter sig selv i fare hver dag ved at udføre deres job.

For dem findes muligheden for at arbejde hjemmefra ikke.

Der er fremlagt protokoller og anbefalinger fra verdenssundhedsorganisationer til at håndtere COVID-19 sager, og de skal være bindende.

Arbejdsgivere skal informere deres medarbejdere korrekt og give dem den nødvendige beskyttelse med hensyn til udstyr.

Beskyttelse af Europas transportarbejdere skal være kernen i enhver strategi. Inden for civil luftfart går virksomheder allerede i konkurs og efterlader arbejdstagere uden job, mens de, der stadig er tilbage, står over for forværrede arbejdsvilkår.

Fagforeningerne må og skal være med i kernen i diskussionerne om alle ændringer, der vil berøre arbejdstagerne.

Økonomiske foranstaltninger

I brevet til kommissærerne opfordrer man til at se på den langsigtede økonomiske virkning af krisen, der allerede har ramt luftfarten og vil fortsætte.

Derfor bør man yde økonomisk støtte til virksomheder, der er berørt af krisen. Blandt andet i form af udlån til kriseramte selskaber.

Derudover er regeringerne i Europa nødt til at udvide de sociale ydelser til på kort sigt at beskytte folkesundheden ved at sørge for, at enhver, der ikke har det godt, har råd til at tage sygefravær.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev