Dansk Industri henter dansk SAS-direktør til toppost

Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør i SAS, forlader senest til august luftfartsvirksomheden for at tiltræde stillingen som ny administrerende direktør i Dansk Industri.

»Det er en fantastisk udfordring og et stort ansvar at få lov at stå i spidsen for Danmarks ledende erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle DI og skabe endnu større forståelse for, hvad der skal til, for at styrke dansk erhvervsliv og vores velfærdssamfund,« siger Lars Sandahl Sørensen.

Dansk Industri har været op udkig efter en arvtager til topposten, efter Karsten Dybvad, fratrådte i december sidste år for at blive bestyrelsesformand i Danske Bank.

Stod i spidsen for irsk SAS-satsning

Den nu snart forhenværende koncerndirektør i SAS kom til selskabet i 2015, hvor han blandt andet har haft en ledende stilling i både SAS’ opstart og drift af datterselskabet, SAS Irland. Datterselskabet blev sendt på vingerne med blandt andet billigere lønomkostninger i 2017 for at SAS kan holde trit med konkurrencen fra især lavprisselskaber.

Dansk Industri organiserer blandt andet SAS samt en stor gruppe af de virksomheder, som de flyansattes fagforening, FPU, har overenskomst med.

»Tillykke til Lars Sandahl Sørensen med det nye job. At få en person ind i toppen af Dansk Industri med et stærkt kendskab til luftfart kan vi kun glædes over. Vi ser frem til et fortsat godt og konstruktivt samarbejde med DI om at finde løsninger på de udfordringer, som både deres og vores medlemmers står overfor,« siger Thilde Waast, formand i FPU.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev