Danske piloter støtter massivt kamp for fair vilkår

Rimelige vilkår i flyvebranchen skal på ingen måder tages for givet. Det mener man i DALPA, Danish Airline Pilots’ Association, som har taget en håndfast beslutning om at støtte europæiske kollegaer, der kæmper for fair vilkår.

»Lige siden danske fagforeninger kæmpede mod Ryanair i Danmark i 2015, har vi kendt til selskabets vilkår, og hvordan de behandler deres ansatte.

Derfor er det helt naturligt for os at bakke op om piloter, der har besluttet sig for at kræve rimelige vilkår i Ryanair og ikke mindst retten til at organisere sig og forhandle kollektivt,« siger Aksel Lytzen, formand i DALPA og bestyrelsesmedlem i FPU.

DALPA er en interesseorganisation for danske piloter, som altovervejende består af FPU-medlemmer.

Støtten fra DALPA-piloterne udmønter sig i en økonomisk donation på 30.000 euro, svarende til 225.000 kroner, til fonden ”2017 Pilot Unity Fund”, som den paneuropæiske pilotorganisation ECA står bag.

Største enkeltdonation

Fondens formål er at holde hånden under piloter, som risikerer deres ansættelse for at råbe op og kræve ordentlige arbejdsforhold, herunder piloterne i Ryanair, som de seneste måneder har ytret utilfredshed med arbejdsvilkårene i lavprisflyselskabet og krævet retten til kollektivt at forhandle løn- og arbejdsvilkår.

»ECA er meget glade over at modtage en så overvældende support for denne sag,« siger en talsperson ved ECA til Independent.ie om DALPA’s donation, der udgør den største enkeltdonation blandt 1452 donorer, og tilføjer:

»Det er en anerkendelse af vigtigheden af at give piloter mod til at organisere sig og stå op for deres rettigheder.

Donationen kommer på et vigtigt tidspunktet for piloter, som netop nu sætter sig selv i forreste række for at opnå retten til transnationale forhandlinger i Europa – i visse tilfælde mod fjendtlige arbejdsgivere.«

Ryanair-oprør er en kamp om fremtiden

DALPA har sammen med fagforeninger i både ind- og udland længe forsøgt at vække politikerne til at sætte en stopper for flere og flere flyselskabers regelshopping og deraf følgende pres på de ansatte.

Derfor kæmper Ryanair-piloterne ifølge DALPA-formanden en kamp, som vedrører hele branchen og ikke kun Ryanair.

»Luftfartsbranchen står overfor store udfordringer. Det her er en investering i de piloter, der kæmper en vigtig kamp på vegne af alle europæiske piloter mod ulige vilkår, der presser hele branchen.

De kæmper ikke kun for deres egen skæbne, men for at skabe en fremtid i balance for luftfarten,« siger Aksel Lytzen.

Foreløbigt har ECA indsamlet 160.000 euro gennem donationer til fonden. Foruden DALPA har Star Air Cockpitassociation, Thomas Cook Pilot Union og Dansk Pilotforening bidraget med klækkelige donationer til deres europæiske kollegaer.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev