DAT åbner luftbro fra “hele” Danmark til Folkemøde

Folkemødet på Bornholm er sædvanligvis forbundet med travle dage i Danish Air Transport, DAT, og årets folkemøde bliver ingen undtagelse.

Selskabet åbner, i løbet af de fem dage Folkemødet varer, en regulær luftbro mellem København og Rønne, ligesom selskabet de senere år også har fløjet til Bornholm fra en række lufthavne i provinsen.

I år udvides udbuddet yderligere, idet Danish Air Transport også vil tilbyde flyvninger fra Esbjerg, Aarhus og Odense. Dermed vil selskabet under folkemødet tilbyde forbindelser til solskinsøen fra syv lufthavne fordelt på samlet 166 afgange mod 151 afgange fra fire lufthavne året forinden.

»Siden Folkemødet sidste år er vi blevet spurgt, om DAT vil flyve fra flere lufthavne i år, og det ønske vil vi gerne imødekomme. Derfor flyver vi i år også direkte fra Esbjerg, Aarhus og Odense samtidig med, at vi udvider med flere afgange fra København, Aalborg, Midtjylland og Billund,« siger Jesper Rungholm.

Dermed står kun Sønderborg af de rutebetjente indenrigs-lufthavne uden et direkte Folkemøde-fly, hvilket skyldes manglende kapacitet, fortæller DAT-direktøren.

Syv fly på vingerne

Han oplyser til Luftfart.nu at årets program på nuværende tidspunkt omfatter syv af selskabets ATR-fly, som er indrettet med op til 70 sæder, foruden to MD80’ere med 172 sæder.

For at få produktionen til at hænge sammen har DAT igen i år kaldt »alle mand på dæk« og »mere til«, fortæller direktøren:

»Planen er, at alle vores medarbejdere i Danmark skal flyve folkemøde, men i år har vi et større program, og derfor får vi også brug for at trække på vores litauiske medarbejdere. I første omgang dog som back-up,« forklarer Rungholm, der har fly stående klar, hvis der opstår tekniske problemer.

DAT har siden 2002 haft et datterselskab i Litauen, som primært står for at løfte selskabets entrepriser i udlandet. Personalet i Litauen har i modsætning til det danske personale ikke nogen overenskomst.

Tæt på maksimal udnyttelse af lufthavn

DAT har fløjet fast på Bornholm siden 2012, hvor til selskabet opererer en helårsrute fra København foruden sæsonruter fra Billund og Aalborg. Selskabet har eget billetkontor på øen, hvortil der hentes ekstra personale til fra hovedkontoret i Vamdrup under folkemødet.

»Vi nærmer os maksimum kapacitet i lufthavnen og for at kunne opretholde samme høje serviceniveau, skal der ekstra hænder til,« fortæller Jesper Rungholm.

Selskabets trafikprogram fordeler sig som følger:

Rute Antal afgange Flyvetid
København-Rønne 107 40 minutter
Midtjylland-Rønne 10 1 time og 15 min.
Billund-Rønne 10 1 time og 15 min.
Aalborg-Rønne 10 1 time og 15 min.
Esbjerg-Rønne 10 1 time og 15 min.
Aarhus-Rønne 10 1 time og 10 min.
Odense-Rønne 9 1 time og 5 min.

DAT får i år konkurrence fra SAS, som har valgt at indsætte 18 afgange med Airbus A320neo på ruten København-Rønne i løbet fra de fem dage, folkemødet varer.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev