DAT hiver litauisk datterselskab tættere på Danmark

Økonomiske udfordringer i Danish Air Transport, DAT, sender nu selskabet ud i en manøvre, der skal øge fleksibiliteten og sænke udgifterne.

Helt konkret består tiltaget i at samle det flyvende personale operationelt under et i DAT’s litauiske datterselskab. Det fortæller administrerende direktør i DAT, Jesper Rungholm til Luftfart.nu.

DAT har siden 2002 bestået af to flyselskaber. Et selskab i Danmark, kendt som DAT, samt et datterselskab i Litauen, kendt som DOT eller Danu Oro Transportas. Begge selskaber har hidtil haft egne fly og personale, men det skal der nu laves om på.

I løbet af foråret skal både fly, piloter og kabineansatte i Danmark overføres til den driftstilladelse, som tilhører det litauiske selskab.

Forbedret fleksibilitet

»Vi flytter alle vores fly undtagen to til den litauiske driftstilladelse. Det betyder, at alt dansk personale skal omskoles til den litauiske driftstilladelse. Formålet er at øge fleksibiliteten,« forklarer Jesper Rungholm og tilføjer:

»På nuværende tidspunkt kan vores danske besætning ikke bemande flyene på den litauiske driftstilladelse og omvendt. Det har medført, at vi i visse situationer har haft eksempelvis et fly og en halv besætning stående i DAT, som vi ikke kunne få på vingerne, selvom vi havde mandskab til rådighed i DOT. Den situation vil vi ikke få med det fremtidige setup.«

Dermed bliver det i fremtiden fly hjemmehørende på datterselskabets litauiske driftstilladelse, som DAT vil anvende på både danske indenrigsruter og charterture fra danske lufthavne.

Kort fortalt er en driftstilladelse en licens til at drive et kommercielt luftfartsselskab.

Tilladelsen udstedes af de nationale luftfartsmyndigheder og foreskriver systemer og procedurer for at opretholde sikkerheden ombord på selskabets fly. Medarbejderne skal derfor være omskolet til en driftstilladelse for at kunne arbejde ombord på de fly, som driftstilladelsen omfatter.

Billigere medarbejdere i Litauen

DAT opererer i dag to Airbus A320-fly samt syv ATR-fly på selskabets danske driftstilladelse foruden to fly af typen MD80. Alle på nær de to MD80-fly flyttes til driftstilladelsen i Litauen. Her er der til gengæld udsigt til næsten en fordobling af flåden, som i dag tæller et Airbus A321-fly foruden otte ATR-fly.

Rungholm begrunder beslutningen om at samle produktionen på driftstilladelsen i Litauen fremfor driftstilladelsen i Danmark med økonomiske hensyn.

»Den administration og tilhørende medarbejdere, som en driftstilladelse kræver, er billigere i Litauen,« forklarer DAT-direktøren og tilføjer:

»Men for vores danske piloter og kabineansatte bliver der ingen ændringer. De vil fortsat have base i Danmark og arbejde under danske løn- og arbejdsvilkår på dansk overenskomst, selvom de arbejder på den litauiske driftstilladelse. Der, hvor vi opnår en fordel, er, at alle piloter og alle kabineansatte fremover kan bemande alle fly i selskabet.«

Dansk personale på danske ruter

DAT har i forbindelse med udflytningen til Litauen nedlagt mere en 30 kontorstillinger i Danmark over de seneste to år.

I Litauen har DAT ingen aftaler om ordnede løn- og arbejdsvilkår for personalet, sådan som selskabet har i Danmark. DAT-direktøren har tidligere nævnt, at en kabinemedarbejder tjener omkring en tredjedel i løn sammenlignet med en dansk kabinemedarbejder.

DOT blev oprindeligt stiftet, for at DAT kunne holde trit med konkurrenterne på opgaver udenfor de danske grænser. Siden har man dog fra tid til anden også set fly og personale fra DOT frekventere danske ruter, herunder også de danske indenrigsruter.

Aktuelt er det personale fra DAT’s litauiske afdeling, som bemander cockpittet i flyet på DAT’s rute mellem Esbjerg og Stavanger, og til sommer er det planen, at piloter og kabinepersonale fra Litauen skal bistå DAT med backup-fly til de over 160 flyvninger til Folkemødet.

I takt med at DOT-flåden i de kommende måneder udvides med fly fra DAT-flåden, åbnes der potentielt for flere litauiske piloter og kabineansatte i cockpit og kabine. Dette er dog ikke ambitionen, understreger Rungholm, der fastholder, at dansk personale bemander flyvninger fra danske lufthavne.

At der midt i alt omrokeringen skal forblive to fly på DAT’s danske driftstilladelse hænger ifølge Rungholm sammen med, at visse kontrakter kræver en dansk driftstilladelse.

Åbner for mere litauisk personale

Hos de danske medarbejderes fagforening er man foruroliget over udviklingen i DAT:

»Vi er dybt bekymret på vegne af både de ansatte i DAT og den danske luftfartsbranche over denne udvikling med at lade dansk personale arbejde ombord på fly hjemmehørende under et andet lands myndighed. Vi kommer naturligvis til at holde nøje øje med, hvordan DAT vil bruge dette setup,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU og tilføjer:

»Det er desværre ikke første gang, at vi ser selskaber flytte fly til andre lande, og vi ved, at dette kan give store udfordringer. Det har vi desværre set med andre selskaber.«

FPU oplyser at man allerede er i dialog med DAT, om selskabets planer for fremtiden.

Selvom DAT sender hovedparten af sin flåde over i det litauiske flyselskab, forbliver flyene dog indregistreret i Danmark. Netop et flys indregistrering er ifølge Trafikstyrelsen bestemmende for, hvilket lands myndighed, der regulerer arbejdsmiljøet ombord på fly.

Derimod vil Litauen stå for øvrige tilsyn.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev