Deltag i undersøgelse: EU vil granske problemer i luftfarten

Det europæiske fællesskab, EU, har jævnligt fået skudt i skoene, at der sker for lidt for at imødegå kreative ansættelser og social dumping i flyvebranchen.

Politikere i EU har tidligere udtrykt ambitioner om at sikre fair konkurrencevilkår: I begyndelsen af 2017 vedtog Europa-Parlamentet en rapport med løsningsforslag på den unfair konkurrence i luftfart. De ansatte i branchen har dog med god grund savnet konkret lovgivning og handling bag løfterne fra Bruxelles.

Nu kan der imidlertid anes en forandring i horisonten.

Europa-Kommissionen er i sit arbejde for en bedre, men også fair konkurrence, nået til det kapitel i den såkaldte »luftfartspakke«, der omhandler sociale anliggender.

Omfattende spørgeundersøgelse i flyvebranchen

Målet er ny lovgivning, som skal sætte en kæp i hjulet på en række af de veldokumenterede måder, som især lavprisflyselskaber bruger til at udnytte sine ansatte.

Grundlaget for at lave nye love og regler på det sociale område i europæisk luftfart, skal være fakta fra branchen selv.

I den forbindelse har EU Kommissionen, anført af EU-transportkommissær, Victoria Bulk, lanceret en storstilet spørgeundersøgelse, der er rettet mod både kabinepersonale og piloter, der er ansat i Europa.

 Undersøgelse gælder også danske ansatte

»Som planlagt under #AviationStrategyEU gennemfører Kommissionen for øjeblikket en undersøgelse af beskæftigelsen og arbejdsvilkårene inden for luftfartssektoren, herunder pilotuddannelse og falske beskæftigelsesordninger. Dette vil danne grundlag for det fremtidige arbejde på dette område,« skriver Victoria Bulk i et Tweet.

Undersøgelsen er også henvendt til flyvepersonel i Danmark, som kan medvirke i undersøgelsen ved at følge dette link:


Både FPU og formanden for Danish Airline Pilot Association, Aksel Lytzen, opfordrer alle piloter med dansk base om at besvare spørgeundersøgelsen, som har deadline den 7. maj.

»Det er særligt timingen, der gør denne undersøgelse vigtig. Kommissionen kommer til at bruge resultaterne af undersøgelsen til at vurdere, hvilke regler og løsninger der bedst matcher virkeligheden,« siger Aksel Lytzen.

Vil have overblik over ansættelsesmodeller

Formålet med undersøgelsen er at levere et omfattende overblik over de forskellige ansættelsesformer for flyvepersonel og følgerne for deres arbejdsvilkår. Det omfatter emner så som midlertidige vikarbureau-ansat, falsk selvstændig og såkaldte pay-to-fly-modeller.

I 2015 viste en omfattende undersøgelse blandt europæiske piloter, at hver sjette arbejdede under et såkaldt atypisk ansættelsesforhold.

FPU bidrager med viden

Transportkommissæren har også spurgt organisationer i de enkelte medlemslande om erfaringer med unfair konkurrence og atypiske vilkår.

Her har blandt andre FPU bidraget.

»Vi har allerede indsendt et høringssvar til EU-transportkommissær, med vores erfaringer med ansættelses- og arbejdsvilkår i flyvebranchen. Derudover har vi også bidraget i udarbejdelsen af en række løsningsforslag til bekæmpelse af unfair konkurrence i arbejdsgruppen for social dumping under Transportministeriet,« fortæller Thilde Waast, formand for FPU.

  • FPU’s høringssvar kan læses her. Og Transportministeriets løsningsforslag kan læses her.
Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev