Dom: Chefen har ansvaret for uklar aftale om fratrædelse

Uklare aftaler om fratrædelse skal ikke lægges medarbejderen til last. Det er byrettens afgørelse i en sag om en opsagt pilot, der var ansat ved et større dansk luftfartsselskab.

Piloten blev i januar 2016 opsagt. Arbejdsgiver havde til dette forberedt en fratrædelsesaftale, der lå klar på forhånd.

På mødet blev det diskuteret, hvad definitionen af »løn« i aftalen skulle omfatte. Dette blev der forhandlet og indgået aftale om i forbindelse med fratrædelsen. I aftalen blev løn således defineret som »overenskomstens fuldtidsløn + tillæg«.

Ifølge piloten blev netop denne formulering valgt, da der på mødet blev opnået enighed om, at fratrædelsesgodtgørelsen skulle omfatte alle tillæg herunder såkaldte kaptajntillæg, natfragtertillæg og udestationstillæg.

Arbejdsgiver efterfølgende uenig i aftale

Efterfølgende fik piloten imidlertid ikke udbetalt natfragtertillæg og udestationstillæg i fratrædelsesperioden.

Arbejdsgiver mente ikke, at disse tillæg skulle omfatte fratrædelsesgodtgørelsen. Begrundelsen lød, at disse tillæg bruges til at dække udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse. Eksempelvis udgifter til dobbelt husførelse og transport.

Under sagen kom det dog frem, at disse tillæg var udbetalt til alle piloter, uanset om piloterne rent faktisk havde haft disse udgifter. Eksempelvis i forbindelse med ferie eller sygdom.

På samme måde havde arbejdsgiver i andre sager om fratrædelse udbetalt disse tillæg. Dette var sket både før, og efter fratrædelsesaftalen blev indgået med piloten i januar 2016.

Medhold til piloten

Sagen endte i Københavns Byret, hvor Flyvebranchens Personale Union førte sagen for medlemmet mod arbejdsgiver, der var repræsenteret af Dansk Industri.

Byretten i København gav i sin afgørelse piloten medhold i at han var berettiget til tillæggene.

Retten lagde til grund for sin afgørelse, at det ved retsmødet kom frem, at deltagerne ved mødet i januar 2016 havde en fællesforståelse af, hvad fratrædelsesgodtgørelsen skulle omfatte. Herunder natfragtertillæg, og at piloten i fritstillingsperioden havde krav på udestationstillæg eller tilsvarende kompensation i form af flybilletter.

Klarhed over hvad løn er

»Dommen er interessant, fordi vi kan bruge den til at definere, hvad der skal forstås ved det overordnede lønbegreb. Er løn kun din grundløn, eller er det også de faste tillæg og variable tillæg?« siger Jan Gloggengieser Gam, advokat i Brancheorganisationen Luftfart og Jernbane, der repræsenterer FPU og tilføjer:

»Det, som denne dom viser, er, at løn som udgangspunkt ikke kun defineres som grundløn, men derimod også indeholder lønmodtagerens sædvanlige tillæg. Det vil sige grundløn og tillæg som en lønmodtager normalt får uanset om disse tillæg er faste eller afhænger af, hvor meget lønmodtageren har arbejdet.«

Selvom byretsdommeren ikke nævner det i sin afgørelse, er det i henhold til den såkaldte koncipistregel sådan, at den der udarbejder aftalen, altså arbejdsgiver, som i dette tilfælde havde udarbejdet fratrædelsesaftalen, er nærmest til at bære ansvaret for eventuelle uklarheder.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev