Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Dom: Urimeligt at fyre pilot efter sygemelding med angst

Del denne artikel på:

(Opdateret 13-11-2019 kl. 10.00) En pilot fra britiske Flybe fik sparket, da han efter syv års tjeneste blev ramt af angst.

Siden er sagen endt i arbejdsretten. Her har piloten, Matthew Guest, fået medhold i, at opsigelsen var uberettiget, skriver Independent.

Sagen startede i 2014. Matthew Guest havde på dette tidspunkt arbejdet for Flybe i syv år, da han blev flyttet fra at flyve Q400 til Embraer-jets på længere ruter.

Fobi for lange flyvninger

Men de længere flyvninger gjorde, at Guest følte sig utilpas. Ifølge styrmanden hang det sammen med en fobi over at være ”indespærret” i flyet på ”langdistanceflyvninger”, skriver Independent.

Styrmanden fik efterfølgende midlertidigt suspenderet sin helbredsattest (medical) og sygemeldt med midlertidig social angst.

I marts 2017 blev piloten afskediget per brev. I stedet for blev han tilbudt en stilling som flight safety-supporter.

Dommer: Pilot tilbage på korte ruter

På dette tidspunkt havde alle relevante myndigheder imidlertid erklæret Matthew Guest klar til at genoptage sit arbejde på baggrund af en ny helbredsattest. Disse oplysninger blev ikke taget til overvejelse af Flybe, som ifølge Arbejdsretten gjorde uret i at fyre piloten.

Arbejdsretten mener, at arbejdsgiver burde have givet Matthew Guest chancen for en dialog på baggrund af den nye helbredsattest med selskabets driftschef, der forestod afskedigelsen.

Dommeren konkluderede, at ingen rimelig arbejdsgiver ville have besluttet at afskedige piloten under sådanne omstændigheder.

 

Rettelse: Artiklen er skrevet på baggrund af en artikel i Independent, af hvilken det fremgår, at piloten led af flyskræk. Dette er ikke korrekt – piloten led af midlertidig social angst. Artiklen er opdateret på baggrund af oplysninger fra  pilotens fagforening BALPA.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.