Efter hårde år: Jet Time lander rent overskud på driften

Turbulente år i Jet Time ser nu for alvor ud til at være et overstået kapitel. Det fremgår af et netop fremlagt årsregnskab i det forskudte regnskabsår 2017/18, der løber fra 1. september til 31. august.

Det danske luftfartsselskab har været igennem en række hårde år med store underskud, som i 2016 afstedkom en stor økonomisk genopretning.

Operationen lykkedes, og selskabet kan således for andet år i træk fremlægge sorte tal på bundlinjen. 2,7 millioner kroner før skat (ud af en omsætning på 1.130,50 millioner kroner) mod 12,5 millioner kroner sidste år. Sidste år var resultatet dog modsat i år holdt i plus af en række engangsindtægter, hvor bundlinjen i år lander et rent overskud på driften.

Den negative egenkapital, er i samme periode bragt ned med 16 millioner til minus 434,2 millioner kroner.

Kerneforretningen skal drive væksten i 2019

For at få selskabet tilbage på ret køl har ledelsen i Jet Time skåret forretningsområder ind til at koncentrere sig om kerneforretningen, charterflyvninger for turoperatørne i Norden samt vikarflyvninger på vegne af andre store flyselskaber (ACMI).

Jet Time har i det seneste regnskabsår sendt omkring 400.000 ferieglade danskere, svenskere og finner på ferie i løbet af året på en enhedsflåde bestående af seks Boeing 737-700 NG passagerfly.

»Vi har holdt fokus på konsolidering og stabilisering af den forretningsmæssige platform, som vi efter planen skal vokse fra i 2019. Vi har en stabil, loyal og erfaren medarbejderstab og langvarige partnerskaber med vores kunder, begge dele vigtige forudsætninger for en kommende vækstfase,« siger administrerende direktør, Jørgen Holme.

Vækst skaber arbejdspladser

Jet Time kunne i sidste uge dele nyheden om, at selskabet er igang med at ansætte 120 piloter og kabineansatte efter at have reduceret medarbejderstaben fra 583 til 373 fuldtidsansatte i det forgangne regnskabsår.

En ny aftale med rejsearrangøren TUI i Norden skal øge antallet af passagerer ombord på Jet Times fly med 45 procent på årsbasis. For at løfte den opgave skal Jet Time ansætte og uddanne op mod 100 nye kabinebesætningsmedlemmer og cirka 20 piloter, som starter i løbet af vinteren og foråret.

»Vi går ind i det nye regnskabsår med planen om kontrolleret vækst i vores kerneforretning. Udover et udvidet samarbejde med TUI arbejder vi fortsat indenfor ACMI markedet og udvikler kontinuerligt de markedsmæssige muligheder, der er i dette segment,« siger Jørgen Holme.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev