Er dit #cockpitview snapshot en trussel for flysikkerheden?

Brugen af telefon under transport kom i denne uge i fornyet fokus.

Håndholdt mobil under kørsel vil fremover bringe dig et klip tættere en ny køreprøve.

Selvom der ikke findes et færdselspoliti i luften, så findes der også klare regler her for, hvornår telefon er legitim af bruge og hvornår den er en trussel for flysikkerheden.

Kort fortalt må telefoner – som de fleste i dag har i egenskab af en smartphone – sammen med andre transporterbare elektroniske enheder ikke anvendes under taxi, start, landing og operationer under 10.000 fod med mindre flyet er i cruise.

I disse faser af flyvningen skal flightdeck være ”sterilt”, forstået som at alt opmærksomhed skal være rettet mod flyvningen for at sikkerheden ikke kompromitteres.

Fotografering med eksempelvis en smartphone er selvsagt helt udelukket.

Det vil udgøre en klar trussel for flysikkerheden.

Knipser løs til Instagram

Til trods herfor findes der talrige eksempler på de sociale medier af billeder, der ser ud som om de er taget fra pilotens plads i cockpittet under netop disse faser af flyvningen.

Storslåede billeder af solnedgange, skyformationer, anflyvninger og landinger deles flittigt under hashtags som pilotsofinstagram, cockpitview, pilotlife.

Nyhedsmediet Quartz omtalte for nogle år siden problematikken, og her er nogle eksempler på, hvad de fandt (se mere her):

En trussel for flysikkerheden. luftfart.nu

Selvom billederne er flotte, og det næppe kan diskuteres, at udsigterne fra pilotsædet ofte er yderst fotogene, så er det langt fra ufarligt for piloter at lade sig distrahere.

Kamera skabe farlig situation

Det internationale pilotforbund, IFALPA, gik så sent som sidste år ud med en klar appel til piloter verden over omhandlende den omfattende brug af smartphones i cockpittet.

»At gå på de sociale medier og bidrage til dem, kan nemt sluge opmærksomheden og derved skabe en betydelig forstyrrelse fra pligterne på flight deck,« skrev IFALPA i sin opfordring, der gik ud til de over 100.000 piloter, der via deres fagforening er medlem af organisationen.

Alvoren bag de strenge regler for brug af fx en smartphone i cockpittet, er understreget ved flere lejligheder:

»Der har været adskillige hændelser, hvor enheder har påvirket flyvesikkerheden. Ved en hændelse blev mange passagerer såret, efter at pilotens personlige kamera skubbede til side-sticket, da han rykkede sit sæde frem. Det resulterede i, at flyet dykkede hastigt,« skriver IFALPA.

I et andet tilfælde skal et kamera have jammet flyets thrust lever (gashåndtag red.).

Kan bruges mod ansatte

Foruden flysikkerheden har IFALPA også rettet opmærksomheden mod adgangen til de data, som deles via sociale medier.

I modsætning til kommunikationsredskaberne på et fly, er der ingen beskyttelse af de oplysninger, der deles via sociale medier.

»I yderste konsekvens kan eksempelvis billeder taget af piloter, potentielt bruges som bevis i disciplinærsager,« advarer IFALPA.

Senest i september 2018 blev et medlem af en af IFALPA’s medlemsorganisationer suspenderet for en kommentar i et, hvad, han troede, var et beskyttet forum. Kommentaren var efterfølgende blevet hevet ud af kontekst af et lokalt nyhedsmedie.

Opfordringen lyder derfor, at alle tænker sig godt om, og holder sig opdateret på de gældende regler for sociale medier på arbejdspladsen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev