Erfarne piloter og kabineansatte har spillet aktiv rolle i at hjælpe nyt dansk flyselskab på vingerne

For nogen er det at gå på arbejde bare at gøre sin pligt og gå hjem igen. For andre er det mere end det. Det gælder eksempelvis hos Great Dane Airlines – et nystartet nordjysk luftfartsselskab, der i går, fredag, kunne byde velkommen til de første passagerer.

Simon Lorenzen er luftkaptajn og har fløjet siden 2005. Selvom hans opgave som nyligt ansat kaptajn i Great Dane Airlines er at betjene flyet, så sidder han en tirsdag sidst i maj på selskabets kontor sammen med tre kollegaer, hvor de er i gang med at lave såkaldt risk management. Det handler blandt andet om at planlægge de ruter, som Great Dane Airlines skal flyve på både egne afgange og for charterkunder.

»Vi har afsluttet vores førstehjælp og typerating og har nu lidt tid til overs. Her har en del valgt at byde ind med det, som de har erfaring med for at assistere selskabet,« fortæller Simon Lorenzen, der rejser sig fra kontorstolen og inviterer en tur ud til flyet, der holder parkeret foran lufthavnsterminalen i Aalborg.

Rutinerede medarbejdere

Ligesom ham selv er kollegaerne rutinerede ud i faget. Den ”yngste” har 3000 timer – svarende til 5-6 års erfaring – imens kaptajnerne har mellem 10 og 15 års erfaring fra både privat-jet, militæret og transatlantiske flyvninger med Boeings jumbojet, 747.

Lorenzens logbog tæller blandt andet timer som privatpilot for en rig oliesheik, taxaflyvning, ruteflyvninger og senest fragtflyvninger hos Air Atlanta på Island, inden jobbet hos Great Dane Airlines bød sig.

Fælles for ham og mange af kollegaerne er, at de kommer fra jobs i udlandet.

»For mig og mange af mine kollegaer har jobbet hos Great Dane Airlines været en mulighed for at komme hjem. Med base i Aalborg får jeg bare 15 minutter på arbejde mod før op til en hel dags rejsetid. Og jeg kommer til at se min familie oftere end før, hvor jeg var ude og hjemme i længere perioder,« siger Simon Lorenzen.

Erfaring fra Afghanistan

Jens Jørgensen har fløjet siden 2001 med en fortid hos Maersk Air, siden Sterling og Primera Air. Indimellem har han været en tur forbi Safi Airways, som fløj ind og ud af Afghanistan, hvor opgaverne blandt andet bød på syge- og fangetransport. Foto: Great Dane Airlines/PR

Det er ikke kun i cockpittet, at Great Dane har fået medarbejdere ombord med stor erfaring. Jens Jørgensen har fløjet siden 2001 med en fortid hos Maersk Air, siden Sterling og Primera Air. Indimellem har han været en tur forbi Safi Airways, som fløj ind og ud af Afghanistan, hvor opgaverne blandt andet bød på syge- og fangetransport.

»Det var en oplevelse på både godt og ondt, hvor vi også håndterede udfordringer, man ikke møder så mange andre steder. Jeg har en følelse af, at den erfaring jeg har, er noget Great Dane Airlines gerne vil gøre brug af,« siger Jens Jørgensen.

Han oplever, at selskabet har valgt folk med erfaring, som også kan løse en situation, når tingene ikke kører som planlagt. Men folk med erfaring holder sig heller ikke tilbage med at sige, hvad de mener, kan gøres bedre, påpeger han.

Alle bliver hørt

»Jeg har eksempelvis skrevet en mail med mine input til, hvordan servicen ombord kan gøres på den bedste måde for både passagerer og økonomien. Det kan lade sig gøre, fordi det er et meget lille selskab, hvor alles forslag bliver hørt,« siger Jens Jørgensen, der selv er kabinechef, og tilføjer:

»I den her branche ved man godt, det kan være svært at tjene penge. Jeg har selv prøvet tre konkurser. Derfor tænker vi også over, hvordan vi både kan tjene og spare penge i driften, samtidig med at vi giver en god service.«

Jens Jørgensens pointe underbygges af, at de selskaber, der er bedst til såkaldt ancillary revenue – altså salg af tillægsydelser – henter op mod halvdelen af omsætningen på den konto.

Great Dane Airlines har på linje med størsteparten af europæiske luftfartsselskaber slået sig op på, at passagererne selv kan vælge til, hvad de har brug for herunder ind-tjekket bagage, sædereservation og catering ombord. Dog serveres vand og kaffe gratis.

Vigtigt med erfaring og ny kultur

»Det er vigtigt for os både at finde medarbejdere, som har lang erfaring, men samtidig er klar på at skabe en ny kultur her i Great Dane,« siger stifter og direktør Thomas Hugo Møller. Foto: Mediebroen.dk

Ifølge selskabets stifter og administrerende direktør, Thomas Hugo Møller, har det været vigtigt at finde erfarende folk:

»Det er vigtigt for os både at finde medarbejdere, som har lang erfaring, men samtidig er klar på at skabe en ny kultur her i Great Dane,« siger han og peger på, at man af samme grund har rekrutteret medarbejdere med forskellig baggrund.

Behovet for erfaring fra de ansatte er blandt andet blevet brugt i overvejelserne om både flyets indretning, designet af uniformer og udarbejdelsen af manualer for selskabets procedurer.

»Jeg oplever, alle vores ansatte har taget et stort medejerskab i Great Dane, i den måde alle har engageret sig på. Vi har stor gavn af vores medarbejderes erfaring og det engagement, de kommer med,« siger Thomas Hugo Møller.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev