Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Et glimt af lys – åbning af luftfart drøftes

Del denne artikel på:

I løbet af de seneste par uger har en gruppe under Udenrigsministeriet og Transportministeriet diskuteret mulighederne for genåbning af luftfart. Nu lægger branchen pres på regeringen og politikerne for en dato.

Luftfarten spiller en vigtig rolle for økonomien i vores samfund. Denbidrager i høj grad til arbejdspladser og vækst for rejsebranchen, turismen og så sandelig også for eksporten.

Derfor har en række erhvervsorganisationer og større danske selskaber presset på for at få flyene på vingerne igen. Det har sat gang i drøftelser mellem en række topfolk fra centraladministrationen og erhvervslivet i regi af Udenrigsministeriet og Transportministeriet. Drøftelserne handler om at nå frem til en plan for genåbningen af luftfarten luftfart.

Til Børsen udtaler direktør i DI Transport, Michael Svane:

– Der er et dramatisk behov hos de danske eksportvirksomheder for igen at kunne komme ud at besøge internationale kunder, og også for luftfartens virksomheder er det vigtigt at komme i gang.

Han uddyber desuden til avisen, at de tiltag, som drøftes nu handler om pladsbegrænsning, mundbind og krav om test af passagerer.

Brancheforening presser på

Diskussionen er blevet antændt yderligere efter et møde mellem Brancheorganisationen Dansk Luftfart og Transportminister, Benny Engelbrecht.

Ifølge branchemediet Check-in.dk gjorde selskaberne myndighederne opmærksomme på, at de sundhedsmæssige krav til flyselskaberne skal være afstemt med virkeligheden, så det økonomisk giver mening for brancen at åbne.

Nu er planen, at der under Transport- og Boligministeriet nedsættes en arbejdsgruppe, der skal sikre et forløb, hvor man kommer i gang på en forsvarlig måde.

Men én ting, er, hvad politikere og myndighederne i Danmark siger, noget andet er international regulering og koordinering af tiltagene.

IATA: Prioritér ansigtsmasker

Den internationale sammenslutning af luftfartselskaber, IATA, har i denne uge advaret om, at flyselskaber risikerer at gå nedenom og hjem, hvis det bliver et fremtidigt krav, at mellemsæder i flyene skal stå tomme for at hindre smitte med coronavirus.

Sammenslutningen, der tæller 290 luftfartsselskaber verden over, peger desuden på undersøgelser, der viser, at der er meget lav risiko for smitte ombord på flyene. Derfor er IATA’s anbefaling, at besætningen og passagerne bærer mundbind.

FPU bakker op om genåbningsplaner

– Det er helt afgørende, at vi får gang i luftfarten igen. Og vi håber, at værnemidler såsom handsker og mundbind kan være tilstrækkeligt.

Sådan lyder meldingen fra formanden i FPU, Thilde Waast, der selvfølgelig sætter sin lid til myndighedernes anbefalinger.

-Det er vores medlemmer, der kommer til at stå i frontlinjen. Vi ved, at det dirrer i dem for at komme ud at flyve. Men de skal også beskyttes på forsvarlig vis. Det handler om, at vi sikrer både passagerer og besætningen en ro og tiltro til at flyve igen.

Derfor har FPU også en række konkrete input til, hvordan særligt medlemmerne kan opnå tilstrækkelig beskyttelse. Disse input vil blive drøftet i forbindelse med de møder, som fagforeningen har med Beskæftigelses- og Transportministeren i næste uge.