EU-lande skal sikre flyansatte deres løn og pension efter konkurser

Manglende løn og strandede medarbejdere er oftere reglen end undtagelsen, når et luftfartsselskab bukker under og må lukke.

32 konkurser på mindre end tre år i europæisk luftfart vidner om dette med Thomas Cook i Storbritannien som det seneste og største kollaps. Sidste år krakkede Primera Air i Skandinavien, imens store konkurser også tæller Air Berlin, Monarch og Germania.

Omfanget af berørte passagerer, virksomheder og ikke mindst arbejdstagere – alene op mod 22.000 knyttet til Thomas Cook i Storbritannien – fik således i denne uge politisk opmærksomhed, som torsdag resulterede i et såkaldt beslutningsforslag (på EU-lingo kaldet en resolution), der blandt andet indebærer:

»Kommissionen og medlemsstater skal sikre, at arbejdstagere berørte af konkurs, er sikret deres optjente løn og pensioner.«

Endvidere skal EU-Kommissionen også undersøge, hvilke nye tiltag er nødvendige for at undgå »sådanne situationer« og om muligt yde »statshjælp«. Sidstnævnte udmøntet som statslån reddede den tyske afdeling af Thomas Cook, Condor.

EU-kommissionen er den institution i EU, hvor beslutninger fra Europa-Parlamentet bliver omsat til lovforslag.

Sikring af løn og pension

Politiske kræfter særligt fra dansk hold har frem til torsdagens hovedforhandling og efterfølgende afstemning arbejdet for at få arbejdstagerne sat i centrum.

Enhedslistens Nikolaj Villumsen, ordfører for Den Europæiske Venstrefløjsgruppe (GUE/NGL) i EU-parlamentets udvalg om beskæftigelse og sociale anliggender, fik vedtaget (med 474 stemmer for og 104 imod samt 49 blanke), at medlemsstaterne skal opfordres til at sikre, at løntilgodehavende betales fuldt ud.

»Jeg opfordrer kraftigt myndighederne i de berørte medlemsstater, særligt Storbritannien, til at sikre, at de tidligere Thomas Cook-ansatte får udbetalt den løn, de har til gode,« siger Villumsen til Luftfart.nu og tilføjer:

»Det kunne jo dels finansieres ved, at Thomas Cook direktørerne tilbagebetalte deres 160 millioner kroner store bonusser gennem de seneste fem år.«

Lønmodtagere skal inddrages

GUE/NGL har sammen med socialdemokraterne i Europa-Parlamentet, S&D, presset på for, at de øvrige parlamentarikere anerkender vigtigheden af »social dialog« mellem arbejdsmarkedets parter »som et af de bedste instrumenter« til at foregribe og håndtere omstruktureringer eller insolvens i transnationale virksomheder.

EU-Kommissionen skal derfor med torsdagens beslutning gennem nye love eller lovændringer styrke arbejdstagernes informations- og høringsret, når der sker forandringer i virksomheden.

»For mig har det været enormt vigtigt, at vi husker på de tusindvis af europæere, der ikke blot missede et fly, men mistede deres arbejde, da Thomas Cook lukkede og slukkede. Fra den ene dag til den anden blev tæppet trukket væk under dem,« siger Marianne Vind, medlem af Europa Parlamentet for Socialdemokratiet, og tilføjer:

»Derfor er jeg særligt glad for, at vi i Europa-Parlamentet nu med denne resolution blandt andet skubber på for lønmodtageres ret til at blive inddraget i social dialog med ledelsen på deres arbejdspladser.«

Social dialog kendes her hjemme i form af samarbejdsudvalg.

Ingen aftale for hjemtransport af ansatte

Trods opbakning til beslutningsforslaget var det ikke alle tiltænkte forbedringer for de europæiske arbejdstagere, der kom med:

Et forslag om, at EU-Kommissionen skal overveje lovgivning om hjemtransport af arbejdstagere i tilfælde af insolvens, sådan som det skete både i Thomas Cook, men også sidste år for mange ansatte i Primera Air, blev ikke til noget.

I Storbritannien blev der fra statens side sat store kræfter ind på at få strandede passagerer hjem, imens personale ikke har været sikret samme rettigheder.

Desuden havde Nikolaj Villumsen helst set, at den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter var blevet mere konkret med krav om etablering af samarbejdsudvalg i transnationale virksomheder med mere end 1.000 ansatte.

»Ingen må lades i stikken«

Den eksisterende lovgivning fra 2009 forpligter ikke ledelsen til at konsultere de ansatte. Det sker ofte, at de ansatte først bliver informeret, efter beslutningerne er truffet. Konkursen hos Thomas Cook i Storbritannien er et eksempel på dette, påpeger også Marianne Vind:

»Uden inddragelse i kriser som disse har Thomas Cooks medarbejdere ikke haft en chance for at forberede sig på at miste deres sikkerhedsnet. Den sociale dialog mellem ledelse og medarbejdere i Europas store virksomheder må og skal styrkes, så ingen som nu lades i stikken.«

Beslutningsforslaget er foruden Venstrefløjsgruppen (GUE/NGL) og den Socialdemokratiske gruppe (S&D) forhandlet på plads af den konservative gruppe (EPP), den Liberale gruppe (Renew Europe) og gruppen for britiske og polske konservative (ECR).

I Danmark er der en grænse på 160.000 kroner for udbetalinger til en medarbejder fra Lønmodtagernes Garantifond i forbindelse med en konkurs. Herudover betales feriepenge og fritvalgssaldo.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev