Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Få overblikket: Disse flyselskaber har orden i arbejdsvilkårene for piloter og kabinepersonale

Del denne artikel på:

I disse dage går tusinder af ferierejsende gennem lufthavnene i Danmark med kurs mod eksotiske destinationer. Om rejsen med fly siger et stort flertal af danskerne, at arbejdsvilkårene bør være i orden for de ansatte. Men det kan være svært at gennemskue, hvilke selskaber der har aftaler om ordnede vilkår.

Som flypassager er det en sand jungle at finde hoved og hale i, hvilke luftfartsselskaber der har indgået overenskomstaftaler om ordnede forhold med deres medarbejdere.

På den ene side er billige flybilletter ikke ensbetydende med dårlige arbejdsvilkår. På den anden side er selskaber – som historisk har været kendt for ordnede arbejdsvilkår – begyndt at udflage fly til lande, hvor lønningerne er billigere.

Dertil kommer, at selskaber med ry for horrible arbejdsvilkår er begyndt at dukke op under nye navne. 

På diverse søgemaskiner for flybilletter er det i dag ikke muligt at filtrere efter, om den afgang, man vil købe billet til, produceres på ordnede arbejdsvilkår. Scenariet kompliceres yderligere af, at mange selskaber i større og større omfang gør brug af underleverandører.

Redaktionen bringer derfor igen i år et samlet overblik over arbejdsvilkårene ombord på flyene hos de største luftfartsselskaber i danske lufthavne:

Bemærk: Efter henvendelse fra vores læsere er listen blevet opdateret med yderligere fire luftfartsselskaber (kl. 15:00 d. 1. juli 2019).

FlyselskabOverenskomst med flyvende personale
Air BalticJa
Air FranceJa
Air GreenlandJa
Alsie Express/Air AlsieNej (1)
Atlantic Airways Ja (2)
Austrian Airlines Ja
British AirwaysJa
Brussels Airlines/EurowingsJa
Czech airlines/SmartwingsDelvist (10)
Danish Air Transport (DAT)Delvist (3)
EasyJetJa
EmiratesNej
FinnairJa (4)
Great Dane AirlinesNej (5)
IcelandairJa
Jet TimeJa
KLMJa
LOT Polish AirlineDelvist (9)
LufthansaJa
Nordic SeaplanesNej
NorwegianDelvist (6)
Qatar AirlinesNej
Ryanair (inkl. Lauda, Malta Air, BUZZ)Delvist (7)
SASJa (8)
SwissJa
TAP Air PortugalJa
Thai AirwaysJa
Thomas Cook AirlinesJa
Tuifly NordicJa
Turkish AirlinesJa
Vueling AirlinesJa
Wizz AirNej

Kilder: FPU, AKT, Parat, ECA og ETF – tallene i parentes henviser en uddybende forklaring til tabellen, som findes nederst i artiklen.

Hvad gør en overenskomst?

En overenskomst sikrer de ansatte en masse rettigheder, som ikke er skrevet ned ved lov.

Uden disse rettigheder vil selskabet kunne presse de ansattes vilkår for at holde omkostningerne nede, forklarer Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union, FPU:

»Vi oplever desværre ofte, at manglende overenskomst er ensbetydende med dårlige løn- og arbejdsvilkår, fordi virksomheden udnytter, at hver enkelt ansat skal forhandle sine egne vilkår,« siger han og tilføjer:

»Men en overenskomst handler ikke kun om løn og arbejdstid. Det er også et spørgsmål om medindflydelse og juridisk beskyttelse af de ansatte.«

FPU er i dansk sammenhæng gået aktivt ind i at overenskomstdække de underleverandører, som i stadig større omfang finder vej ind i flåden hos blandt andet SAS. Flere af disse leverandører trådte ind på det danske marked med uhørt lave lønninger, hvilket der nu er rettet op på.

Det betyder i dag, at en flyrejse med SAS i mere end ni ud af ti tilfælde foregår på ordnede vilkår. Det til trods for leverandørerne står for mere end hver tredje SAS-afgang. Medarbejderne i SAS Irland, som primært flyver til Skandinavien fra Malaga og London, har endnu til gode at få deres vilkår sikret i en kollektiv overenskomst.

Hvad gør man som forbruger?

Lister over, hvilke selskaber der behandler sine ansatte rimeligt ved at indgå overenskomstaftaler, kan være en nyttig håndsrækning til de danske forbrugere, påpeger Vibeke Myrtue Jensen, rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.

»Især når listen kommer fra en pålidelig kilde, som en fagforening er på netop dette spørgsmål,« siger hun og tilføjer:

»Generelt går vi i Forbrugerrådet Tænk ind for få, enkle og tydelige mærkningsordninger. 97 procent af forbrugerne i en undersøgelse foretaget af Forbrugerrådet Tænk finder det vigtigt, at de produkter, de køber, er produceret ansvarligt – herunder også ordentlige arbejdsvilkår.«

Udviklingen i europæisk luftfart går i stigende grad mod, at store selskaber som netop SAS lader underleverandører producere for sig. Den flyrejsende bemærker sjældent, at både fly og personale kommer fra et andet selskab, når underleverandørernes fly er malet i samme farver, som selskabet de flyver for, og kabinepersonalets uniformer matcher ligeså.

Det faktum komplicerer ifølge Vibeke Myrtue Jensen valget for forbrugerne, som ønsker, at arbejdsvilkårene skal være i orden.

»Overordnet er det rigtig kompliceret at finde ud af, på hvilken måde flyrejser bliver produceret. Det er ikke noget, man har en chance for at finde ud af,« siger hun.

På billetten vil det ofte stå anført, hvilket flyselskab der står for at flyve afgangen, man har købt billet til. Dette står typisk som “beflyves af” eller “operated by”. Denne oplysning kan dog være gemt godt af vejen i selve bookingprocessen.

Ryanair gemmer sig bag nye navne

Et andet eksempel er Ryanair, der trods overenskomster i enkelte lande med visse medarbejdergrupper stadig er associeret med dårlige arbejdsvilkår blandt de kritiske flyrejsende.

Det seneste år er selskabet imidlertid begyndt at gemme sig bag nye navne. Flyene får nye farver, og nu står der ikke “Ryanair”, men ”Malta Air” eller ”BUZZ” på billetter og fly. Pludselig har kunderne ingen chance for at vide, hvem de handler med.

»Der er mange forhold, som gør sig gældende, når en rejse skal købes: Tid, destination, services og arbejdsforhold. Grundlæggende mener vi jo, at alt bare skal være i orden, så man kan koncentrere sig om at vælge rette produkt,« understreger Vibeke Myrtue Jensen.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk kunne eksempelvis en Fairtrade-ordning for fly være en hjælp for forbrugeren til at vælge flyselskaber, der ikke kun tænker profit. Til en sådan ordning træder i kraft, må forbrugerne selv orientere sig via oversigter fra blandt andet fagforeningerne.

Opdateret: 2. juli 2019 med oplysning om “beflyves af” og “operated by”.

Noter til grafik

1) Alsie Express har endnu ikke indgået nogen dansk overenskomst. Selskabet er dog i forhandlinger med FPU.
2) Atlantic Airways har aktuelt fyret sine kabinemedarbejderes repræsentanter forud for forhandlingerne om en overenskomst. Selskabet har indgået overenskomst for piloterne.
3) DAT har overenskomst med sine medarbejdere i Danmark. Derimod har selskabet ikke overenskomst med sine litauiske medarbejdere, som blandt andet flyver selskabets ruter fra Esbjerg samt visse charterafgange ud af danske lufthavne.
4) Finnair har overenskomst med sine ansatte på danske ruter. Derimod har selskabet ikke overenskomst med alle personalegrupper på ruter mellem Asien og Finland.
5) Great Dane Airlines har endnu ikke indgået nogen dansk overenskomst. Selskabet er dog i forhandlinger med FPU.
6) Norwegian har overenskomst med størsteparten af sine personalegrupper i Danmark. Derimod er der ikke indgået aftaler for kabinepersonalet på selskabets langruter ud af blandt andet Danmark.
7) Flertallet af medarbejderne i Ryanair har stadig ikke fået nogen overenskomst som lovet af ledelsen. Ryanair har indgået overenskomster i Tyskland samt med en enkelt af en række fagforeninger for flyansatte i Italien. Desuden er der kommet en aftale på plads i Belgien, samt overordnede aftaler om forbedrede vilkår i en række lande. Derimod står de
britiske, spanske, portugisiske og svenske medarbejdere stadig uden en overenskomst. Det samme gælder personalet i en lang række østeuropæiske lande herunder de ansatte i datterselskabet BUZZ.
8) SAS har overenskomst med sine medarbejdere i Skandinavien. Også underleverandørene CityJet, Regional Jet og Air Nostrum har indgået overenskomster. Derimod har SAS ikke indgået overenskomst med sine ansatte på selskabets britiske og spanske baser, der blandt andet betjener ruter til og fra Danmark.
9) LOT Polish Airlines har overenskomst med cirka en tredjedel af sine piloter og kabineansatte. De resterende totredjedele af den flyvende medarbejderstab er ansat som selvstændige, oplyser piloterne og de kabineansattes fagforening, Związek Zawodowy Personelu Pokładowego i Lotniczego.
10) Czech Airlines har overenskomst med sine medarbejdere. Moderselskabet, Smartwings, der flyver nogle af Czech Ailinres ruter, har derimod ingen overenskomst med sine ansatte.