Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Forhandlingerne i Atlantic Airways bryder sammen: De ansatte står parate til at forhandle

Del denne artikel på:

Flere måneders forhandlinger mellem de ansatte og ledelsen i det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways er endt i forligsinstitutionen. Men heller ikke her er det lykkedes at opnå nogen enighed, hvor forligsmanden nu har kastet håndklædet i ringen.

Atlantic Airways indledte i sommeren 2019 forhandlingerne om en ny overenskomst med at fyre medarbejdernes repræsentanter. Siden har selskabet bebudet, at personalebasen for kabineansatte i Danmark skal afvikles.

Det har haft den direkte konsekvens, at personalet, der bor og har familie og venner i Danmark bliver tvunget til at købe flybilletter til Færøerne, for at gå på arbejde og bemande fly til blandt andet København.

»Det er en mærkelig situation, som både går udover færinger i Danmark og på Færøerne. Dem på Færøerne bliver nemlig bedt om at være længere tid hjemmefra, nu hvor basen for kabinepersonalet er midlertidig lukket,« siger Jens Andrias Vinther, advokat for kabinepersonalet, som står organiseret i foreningen Súlan, der en del af FPU.

Han fremhæver det som et eksempel på, hvordan de ansatte er villige til at få tingene til at fungere, så den færøske befolkning kan komme ud at rejse.

Lukket base er spil for galleriet

Under forhandlingerne er det kommet frem, at selskabet har store ambitioner for igen at have en base i Danmark. Derfor består kravet om en overenskomst, der også tager hensyn til ansatte på en dansk base, oplyser FPU.

Personalet i Færøerne har af samme grund også sat foden ned og bakker op om kollegerne mod syd.

»Det gør mig meget ked af det. Jeg har sjældent set en medlemsgruppe, der er blevet udsat for så meget pres af en arbejdsgiver som de seje medlemmer i Súlan. Det er vigtigt at pointere, at vi er meget tæt på en aftale, så mon ikke det kan lade sig gøre,« siger Thilde Waast, formand i FPU.

Kabinepersonalet i Atlantic Airways har stillet en række overenskomstkrav til deres arbejdsgiver, som ifølge FPU er helt på niveau med det, man ellers sker i nordeuropæisk luftfart. Tidligere på året kom det frem, at Atlantic Airways-ansattes lønvilkår halter efter kollegaerne i andre flyselskaber.

Men arbejdsgiverforeningen ønsker ikke at følge danske regler i Danmark på samme måde, som FPU fastholder, at man naturligvis følger færøske regler i Færøerne.

Dette er gået hen og blive et af sagens stridspunkter.

Truet med lockout

Efter sammenbruddet i forligsinstitutionen har ledelsen truet med en lockout af de færøske ansatte. Imens siger personalet, at de står klar til at forhandle.

Ifølge arbejdsgiverforeningen, som repræsenterer selskabet, er man ikke villige til at acceptere, at de medarbejdere, der bor og arbejder på basen i Danmark, skal være omfattet af de danske arbejdsmarkedsregler.

På fagsprog kaldes uenigheden »valg af værneting«, som altså ifølge arbejdsgiverne vil betyde, at medarbejdere i Danmark skal møde op på Færøerne, såfremt der måtte opstå en uenighed, som skal efterprøves ved en domstol.

»Vi kan sagtens lave én overenskomst på tværs af Danmark og Færøerne. Men hvis en dansk lønmodtager, der bor og arbejder i Danmark, bliver snydt for løn eller ferie, så skal hendes sag behandles i Danmark. På samme måde skal en ansat på Færøerne have behandlet sin sag på Færøerne,« siger Thilde Waast, hvordan et tværnationalt selskab som Atlantic, kan se det på nogen anden måde.

Strid ligner Ryanair-sagen

Netop valget af regler var i 2015 et stridspunkt mellem FPU og Ryanair, og her blev Ryanair sat til vægs uden tøven af den danske arbejdsret på netop dette spørgsmål.

»Ryanair dommen er relativ klar. Den viste, at det land, hvor personale lever og bor, altså i dette tilfælde Danmark, også er det lands regulativer, der skal gælde for den ansatte – det vil man umiddelbart tro også gælder her – det ligner i hvert fald samme problemstilling,« siger Steen Erik Navrbjerg, arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns Universitet.

Ryanair endte som bekendt med at lukke for sine baser i Danmark, hvor Atlantic Airways til gengæld planer om en snarlig ekspansion.

Tæt på at finde løsninger

Bestyrelsen i Sulan, der ikke ønsker at stille op med navn, var de kabineansatte meget villige til at finde en løsning i sidste ende. Dette bekræftes også af Thilde Waast, der har siddet med i den sidste fase:

»Vi har været meget tæt på at finde løsninger på de helt afgørende diskussioner, og det står også ret klart, at selskabet i fremtiden ønsker at have baser i både Danmark og Færøerne. Det har selv fortalt os flere gange,« siger Thilde Waast og fortsætter:

»Vi står stadig parate til at forhandle, og vi undrer os over optrapningen fra arbejdsgiverforeningens side. Det er ikke det, vi har brug for nu. Heldigvis er opbakning til Sulan stadig enorm, og det er virkelig fedt at se, hvordan de ansatte står sammen på tværs af Danmark og Færøerne.«