FPU: DSB’s ledelse bør forhandle i stedet for at diktere

I slutningen af sidste uge valgte ledelsen i DSB at opsige alle tillidsrepræsentanters tillidshverv med omgående virkning.  Det er kulminationen på en lang sej kamp, der for alvor begyndte i december 2017, da DSB meldte sig ind i Dansk Industri (DI).

Med indmeldelsen i DI blev mere end 100 lokalaftaler med de ansattes fagforening, Dansk Jernbaneforbund, opsagt. Det er lokalaftalerne, der regulerer eksempelvis løn og arbejdstid for både overenskomstansatte og tjenestemænd.

Stort set samtlige DSB’s ansatte, heriblandt togførere og lokomotivførere har fået opsagt deres overenskomst.

Nu har ledelsen i DSB som sagt taget endnu et skæbnesvangert skridt ved at fjerne alle tillidshverv, hvormed de ansatte i DSB de facto ikke har tillidsrepræsentanter at gå til.

Luftfartsansatte støtter op

Flyvebranchens Personale Union (FPU) er sammen med Dansk Jernbaneforbund en del af Brancheorganisationen Luftfart og Jernbane (BLJ). Dermed har formanden i FPU, Thilde Waast, kunne følge processen på første parket:

»Det har ikke været rart at se på, når DSB’s ledelse erklærer de ansatte krig. Hvis ledelsen tror, at det er den rette måde at bringe selskabet ind i fremtiden på, så er min bedste overbevisning, at de tager fejl,« siger Thilde Waast.

Formanden for FPU, der også har titlen som næstformand i BLJ, repræsenterer de luftfartsansatte. En gruppe arbejdstagere, der i løbet af de sidste 15 år, har oplevet et markant pres på arbejdsvilkårene og arbejdsmiljøet.

»En række luftfartsselskaber har haft held til modarbejde de ansattes forsøg på at holde sammen. Både ved at påvirke politiske spilleregler og ved at spille de ansatte ud mod hinanden. Mange selskaber ikke kun indenfor luftfart har desværre fulgt med i denne udvikling,« tilføjer FPU-formanden.

Det er heldigvis noget, der kan ændres.

»I luftfart ser vi en europæisk trend lige nu, der handler om at bringe de ansatte tilbage, som nogen, der er med til at præge retningen. Ganske enkelt fordi, det giver bedre resultater for alle parter,« forklarer Thilde Waast.

Ledelse bør kunne se fornuft i glade ansatte

Formanden nævner dog også, at gode vilkår, indflydelse og et sundt arbejdsmiljø, kun kommer, hvis de ansatte står sammen om det. Men det kræver også en ledelse, der kan se fornuften i glade ansatte. Netop derfor ser formanden i FPU også meget negativt på det, der sker i DSB:

»Det er helt bagvendt. Jeg kan kun opfordre DSB’s ledelse til at indgå i en forhandling med medarbejderne – i stedet for at skubbe dem væk. Jeg opfordrer DSB’s ledelse til at tage imod tilbuddet om forhandling fra vores kollegaer i Dansk Jernbaneforbund,« siger formanden i FPU, Thilde Waast.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev