FPU efter Norwegian-møde: Vi arbejder på en hensigtserklæring

Flyvebranchens Personale Union (FPU) kommer til at forhandle overenskomst for både kabinepersonale og piloter, hvis Norwegian opretter en base i Danmark igen. Det står klart, efter at FPU og Norwegian har holdt det første møde om en eventuel proces for overenskomstforhandlinger.  

Det norske flyselskab Norwegian håber at kunne genoprette en base i Danmark og er derfor gået i gang med indledende forhandlinger om en overenskomstproces med Flyvebranchens Personale Union. FPU kommer til at repræsentere både kabinepersonale og piloter, uanset om de flyver long haul eller short haul, hvis selskabet opretter en base i Danmark.

”Mødet med Norwegian handlede om klarlægge rollerne og få ryddet hindringer af vejen, inden en eventuel overenskomstforhandling skal begynde. Vores medlemmer ønsker, at vi skal være klar til at kunne fokusere på arbejdsvilkårene, fra det øjeblik Norwegian beslutter sig for at åbne en base i Danmark,” siger Thilde Waast, formand for FPU, der sammen med FPUs advokat mødtes med repræsentanter fra Norwegian.

FPU og selskabet arbejder nu på at færdiggøre en hensigtserklæring, der skal klarlægge formaliteterne, om hvordan en eventuel proces om overenskomstforhandlinger vil forløbe, hvis Norwegian vælger at åbne en base i Danmark igen.

Lytter til piloter og kabinepersonale

De konkursramte Norwegian-ansatte har ikke en formel tilknytning til selskabet efter konkursen, og derfor kan de ikke deltage direkte i processen om overenskomstforhandlinger, men på mødet drøftede FPU og Norwegian, hvordan piloter og kabineansatte kan komme til at spille en rolle i forhandlingerne, hvis Norwegian beslutter sig for at genoprette en dansk base.

”Piloterne, der blev ramt af konkursen, er stadig medlemmer hos os, og de spiller en aktiv rolle behind the scenes. De er rigtig gode til at komme med forslag og løsninger, som FPU tager med til forhandlingsbordet. De konkursramte kabineansatte i Norwegian var tidligere medlemmer af en norsk fagforening (Parat, red.). Vi ser nu, at de er begyndt at melde sig ind i FPU, og det er rigtig positivt, fordi vi dermed får mulighed for at høre deres ønsker og præsentere dem for selskabet,” siger Thilde Waast.

Udover arbejdet med hensigtserklæringen er FPU og Norwegian i gang med at arrangere et nyt møde for at fortsætte drøftelserne.

Norwegian: FPU er logisk samarbejdpartner

Norwegian har tidligere understreget, at selskabets rolle i dansk luftfart fortsat er usikker på grund af den generelle situation i luftfartsbranchen. Det forlyder derfor ikke, hvornår en eventuel base vil blive oprettet, men Norwegians kommunikationschef i Danmark, Andreas Hjørnholm, har tidligere udtalt sig om den proces, der nu er gået i gang mellem selskabet og FPU.

”FPU er den logiske modpart i fagbevægelsen, hvis vi kommer tilbage til Danmark, og det håber vi, at vi gør, selvom situationen er usikker. FPU er lokalt baseret og kan sikre ordnede forhold blandt det flyvende personale. Det har alle en interesse i,” siger Andreas Hjørnholm.

”Det tjener i øvrigt FPU til ros, at de har været så stålsatte på at sikre hele dansk luftfart under coronakrisen. Der er ikke nogen tvivl om, at FPU har lagt et kæmpe stykke arbejde for at presse på politisk og vise politikerne, at dansk luftfart er en bred størrelse, som omfatter rigtig mange virksomheder og dermed arbejdspladser.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev