FPUs kongres genvælger Thilde Waast og Anders Mark Jensen: Corona og politisk indflydelse vil præge strategien de næste fire år

Thilde Waast og Anders Mark Jensen blev ved FPUs kongres sidste mandag genvalgt som henholdsvis formand og næstformand i FPU. Fokus vil fremover især være på at hjælpe medlemmerne bedst muligt gennem coronakrisen, lyder det fra Thilde Waast, og så skal FPU være den mest indflydelsesrige faglige organisation i dansk luftfart.

En enig kongres genvalgte sidste mandag FPUs formand og næstformand, der de næste fire år vil fortsætte arbejdet med at lede FPU. Kongressen vedtog også ledelsens og hovedbestyrelsens indstilling om FPUs strategiprogram for de næste fire år.

”Både Anders og jeg er utroligt glade for den tillid, som kongressen har vist os, og vi ser frem til at fortsætte kampen for gode, overenskomstsikrede jobs og ordnede forhold i dansk luftfart. Der er ingen tvivl om, at coronaen fortsat vil fylde utroligt meget i den kommende tid, og derfor er vores hovedfokus at få hjulpet vores medlemmer gennem coronakrisen på bedst mulige måde,” siger Thilde Waast.

”Vi skal sikre, at så få af vores medlemmer som muligt mister deres arbejde under krisen, og at de af vores medlemmer, der bliver berørt, får den bedst mulige rådgivning og støtte i denne van­skelige tid.” 

Bedre konkursberedskab

Thilde Waast og Anders Mark Jensen har siden 2011 været formand og næstformand i FPU. Få år inden, i 2008, havde næsten en tredjedel af FPUs medlemmer mistet jobbet under Sterlings konkurs. Da de tiltrådte, besluttede de derfor sammen med hovedbestyrelsen, at et af de vigtigste mål for foreningen var at opnå et bedre beredskab under konkurser.

”Vi har desværre oplevet, at en del af vores medlemmer har været igennem konkurser. Men vi kan også mærke, hvordan FPU er blevet bedre til at håndtere konkurser, siden vi satte det som strategisk mål. Vi kan altid blive bedre, og vi skal fortsat udvikle os, men da konkurserne i år ramte Norwegians to danske datterselskaber og Jet Time, var vi langt bedre rustet, end vi tidligere havde været,” siger Thilde Waast og peger på, at en af årsagerne er, at FPU efter udmeldelsen af Serviceforbundet i 2018 var i stand til at ansætte både en advokat og en jurist, som har kunnet rådgive og hjælpe konkursramte medlemmer.

De tillidsvalgte

FPU vil i de kommende år også arbejde på at opnå en bedre og stærkere organisationsgrad på de allerede eksisterende arbejdspladser og organiseringsområder. Blandt andet skal kompetenceudviklingen for tillidsvalgte styrkes, og FPU skal tilbyde de tillidsvalgte kurser i kommunikation og forhandling.

”De tillidsvalgte udfører en enormt vigtig rolle, og derfor skal vi som forening sørge for, at de er så godt som muligt klædt på til de mange og ofte svære opgaver, som det ofte byder på. Nye tillidsvalgte skal have den bedst mulige introduktion, og så skal vi have udvidet kursusmaterialet, så de tillidsvalgte løbende får nye tilbud, der kan styrke deres kompetencer,” siger Thilde Waast.

Politisk indflydelse og internationalt arbejde

En af prioriteterne i de kommende år vil også være at styrke FPUs politiske rolle og øge den faglige organisations indflydelse på både den danske og den internationale scene.

”FPU skal være den mest indflydelsesrige faglige organisation i dansk luftfart. Det er enormt vigtigt, at vi får kommunikeret de problemstillinger, som vores medlemmer oplever, ud til både politikerne og den brede offentlighed. Samtidig skal vi også være aktive internationalt, for en del problemstillinger skal løses i samarbejde med EU og internationale organisationer,” siger Anders Mark Jensen.

FPU oprettede i begyndelsen af 2020 FPU Romania, der skal skabe større viden om fagforeninger og flyvendes rettigheder i Østeuropa, og Anders Mark Jensen fortæller, at man arbejder på at starte et lignende projekt i Baltikum. På sigt er håbet, at flyvende personale i Østeuropa i langt højere grad begynder at organisere sig.

”En af de største trusler for luftfart på længere sigt vil være social dumping, og derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at forsvare gode, overenskomstsikrede jobs. Helt konkret ser vi nu, hvordan et fagforeningsfjendsk selskab som Wizz Air forsøger at udnytte coronakrisen til at presse de selskaber, der har tegnet overenskomster med deres medarbejdere. Vi mener, at et projekt som FPU Romania kan være med til at sætte fokus på bedre vilkår for flyvende personale i Østeuropa, og det vil i sidste ende komme vores medlemmer i Danmark til gavn,” siger Anders Mark Jensen. 

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev