FPU: Greybird lægger urimeligt pres på instruktører under overenskomst-forhandlinger

FPU og pilotskolen Greybird har siden starten af året forhandlet om at lave en overenskomst for skolens instruktører. Nu har Greybird sendt individuelle kontrakter ud, inden en overenskomst er kommet på plads. Det presser piloterne, siger næstformand i FPU.

Instruktørerne på pilotskolen Greybird har ønsket at få en overenskomst, og fagforeningen FPU har derfor de seneste måneder forhandlet med skolen for at få en overenskomst på plads. Forhandlingerne har indtil videre ikke båret frugt. Ifølge FPUs næstformand er forhandlingerne brudt sammen, mens Greybird mener, at de er sat på standby.

”Vi har forsøgt at forhandle kollektivt på vegne af medarbejdergruppen, men Greybird har nu udsendt individuelle kontrakter til medarbejderne med en deadline på, hvornår de skal underskrive. Selskabet går dermed fuldstændig uden om forhandlingerne. Vi mener, at de lægger et urimeligt pres på medarbejderne for at få dem til at skrive under. Det gør det noget svært at forhandle en overenskomst på plads,” siger Anders Mark Jensen.

FPU repræsenterer over 90 procent af instruktørerne i Greybird. Ifølge Anders Mark Jensen har piloterne blandt andet ønsket at få en pension og ordentlige arbejdstidsvilkår.

”Det er en rigtig ærgerlig situation. Jeg er oprigtigt ked af, at ledelsen har valgt at gå denne vej. Vi havde håbet, at vi kunne finde en løsning, så vi sikrede en overenskomst for instruktørerne på skolen. Det er klart, at denne vej absolut ikke er holdbar. Hvis ikke vi finder en løsning, har det en naturlig konsekvens,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Politikere om dansk corona-støtte til Ryanair og Qatar Airways: Sørgeligt og ærgerligt

Greybird mener, at forhandlinger er på standby

Luftfart.Nu har kontaktet Søren Møller, der er direktør på Greybird. Han oplyser, at han er overrasket over at høre, at FPU mener, at forhandlingerne er afbrudt.

”Så vidt jeg er orienteret, er forhandlingerne sat på standby af FPU, men vi er i dialog om et nyt mødetidspunkt, hvor dialogen skal fortsætte,” skriver Søren Møller i en skriftlig kommentar til Luftfart.Nu.

På spørgsmålet om, hvorfor Greybird har sendt kontrakter ud og bedt de ansatte underskrive dem, hvis forhandlingerne ikke er brudt sammen, svarer Søren Møller, at han er uenig i den udlægning, og at han ikke har yderligere kommentarer.  

FPU-tillidsrepræsentanter: Overenskomster er vores eneste våben mod social dumping – også i SAS

Instruktører presset tidligere

Det er ikke første gang, at FPU har haft sager med Greybird, hvor instruktører har følt sig presset. Tilbage i 2017 blev instruktøren Yass Al-Khafaji kaldt til møde med kort varsel, hvor han blev presset til at træffe valget mellem en fyring eller at tage sin egen afsked uden yderligere betænkningstid.

FPU tog hans sag til retten i Aarhus, som gav Yass Al-Khafaji medhold i, at han reelt blev opsagt af chefinstruktøren. Dommen sikrede piloten en samlet efterbetaling på næsten 200.000 kroner, og FPUs advokat Jan Gam udtalte dengang, at selskabet havde presset instruktøren:

»En ung pilot sider i en meget skrøbelig situation, og her er Yass blevet udsat for et helt urimeligt pres af sin tidligere arbejdsgiver. Det ser vi byretten er enig i, idet Yass er blevet tilkendt fuld kompensation med løn i opsigelsesperioden, godtgørelse for usaglig afskedigelse, betaling for overarbejde ligesom han ikke skal betale for sin uddannelse,« sagde Jan Gam til Luftfart.Nu.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev