Sidste nyt
Foto: Jet Time/PR

FPU-klage sikrer at inhabil advokat ikke får millionbeløb for arbejde med Jet Time-konkurs

Del denne artikel på:

En konkursadvokat ville have en million kroner for arbejde med Jet Time-konkurs, som han ikke var habil til at udføre. Efter FPUs klage bliver beløbet nu nedsat til 600.000 kr.

Da flyselskabet Jet Time gik konkurs i sommer, blev to advokater udpeget til at undersøge, hvor mange værdier der var tilbage i konkursboet, herunder om de fly der var blevet overdraget umiddelbart før konkursen, var blevet overdraget på markedsmæssige vilkår. Efter en klage fra FPU blev den ene advokat dog erklæret inhabil på grund af hans tætte forbindelser til Jet Times bestyrelse.

Inden han blev erklæret inhabil, gik der dog halvanden måned, og advokaten har derfor bedt om et salær på en million kroner for det arbejde, som han udførte. Det har FPU klaget over, og nu har Sø- og Handelsretten bestemt, at konkursadvokatens salær skal nedsættes til 600.000 kr.

Arbejdsmarkedsforsker om Primera-dom: Man kan se, at man ikke bare kan underbetale piloter

”Alt, hvad advokaten har rørt ved i denne sag, skal genbesøges for at sikre, at alt er gået ordentligt for sig. Det ville være helt absurd, hvis han skulle have et millionbeløb for noget arbejde, som han fra dag 1 har været inhabil til at udføre,” siger Thilde Waast.

Værdierne i konkursboet har afgørende betydning for, hvor mange penge der i sidste ende er til de piloter, som stadig har penge til gode i selskabet. FPU har på vegne af Jet Times piloter anmeldt krav for 44 mio. kr. i konkursboet og kunne derfor ikke acceptere, at et millionbeløb skulle gå til en inhabil advokat, fortæller FPUs formand, Thilde Waast.

Trækker tråde til Primera og andre konkurser

FPU er altid på vagt, når det kommer til konkursbehandlinger, fordi fagforeningen tidligere har oplevet, at der ikke er noget tilbage til lønmodtagerne, når først kuratorerne har gennemgået boet. 

”Vi har en generel erfaring i luftfart med, at konkursadvokaterne sjældent går sultne hjem. Derfor holder vi ekstra øje med, hvordan kuratorer opfører sig, og hvad de afkræver i salær,” siger Thilde Waast og fortæller, at advokaten i første omgang valgte at klage til Landsretten over det nedsatte beløb, men at han blot 6 dage senere ændrede mening og trak sin klage over Sø- og Handelsrettens kendelse om salærnedsættelse tilbage.

Efter FPU-protest: Advokat afsættes i sag om Jet Time-konkurs

”Det går ud over vores medlemmer, der ikke får de penge, de har krav på, hvis alt værdien i konkursboet drukner i advokatsalærer,” siger Thilde Waast og henviser til konkurserne i både Cimber Sterling, Cimber og Primera.

Den pågældende advokat har tidligere været kurator i Primera-konkursen. Da Primera gik konkurs i 2018, forlød det først, at der ingen værdier var tilbage i selskabet, men efter et års oprydningsarbejde, fandt kuratorerne 8,5 millioner kr. Kuratorerne skulle dog have cirka 7,1 millioner kr. for deres arbejde, og piloterne kunne derfor se langt efter det beløb, de havde krav på.

Operation lykkes, patient dør

En kurator skal undersøge og sikre, at værdier i et konkursbo bliver afhændet på markedsvilkår til den rigtige pris. Kuratorers løn betales som det første af konkursboet, og kreditorerne, fx piloterne og leasing-selskaber, kommer i anden række.

”Vores oplevelse med kuratorers behandling af konkurser i luftfart er desværre, at operationerne lykkes, men at patienterne dør. Er der nogen penge tilbage i konkursboet, går de til de advokater, der har undersøgt, om pengene er der. Det går ud over piloterne, der som lønmodtagere ikke får penge for det arbejde, de har udført. Kurator er ikke kreditor og har ikke penge i klemme. Hvad er fordelen ved at udnævne en kurator, når de udhuler pengekassen, så der er nul kroner tilbage til dem, der har mistet lønkroner?”

Efter skarp protest fra fyrede piloter: Domstol skærer luns af inhabil topadvokats millionsalær

Thilde Waast er tilfreds med, at advokatsalæret nu er blevet nedsat, men fortæller at FPU fortsat vil holde øje med, hvordan arbejdet med Jet Time-konkursen forløber.

”Vores piloter har stadig rigtig mange penge til gode efter Jet Times konkurs. De mistede fra den ene dag til den anden deres job, og selvom noget af den manglende indkomst blev dækket af Lønmodtagernes Garantifond, dækkede det langt fra alt, hvad de havde til gode. FPU vil ikke bare lade stå til og se pengene blive ædt op af advokatsalærer. Vi følger derfor nøje processen og er klar til at gøre indsigelser igen, hvis det bliver nødvendigt.”