Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

FPU om åbning: Stadig brug for en politisk håndsrækning

Del denne artikel på:

Regeringens genåbning af en lang række EU-grænser og lempelse af rejserestriktionerne er godt nyt for luftfartsbranchen. Men det ændrer ikke på det massive behov for en luftfartspakke, melder formanden i FPU, Thilde Waast.  

Danskerne kan godt begynde at pakke kufferten, og flere luftfartsansatte kan nu se frem til at komme på vingerne.  

Regeringen indfører med virkning fra 27. juni en ny model for åbning af grænserne og lempelse af rejsevejledningerne for lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien. Selvfølgelig vækker nyheden glæde hos Flyvebranchens Personale Union, FPU, der repræsenterer piloter og kabineansatte i Danmark. 

- Det er en god nyhed, og netop afgørende, at der nu ligger objektive kriterier til grund for vurderingen af åbningen. Det er tydeligvis gået op for regeringen og politikerne, hvor enorm betydning luftfarts- og turismebranchen har for det danske samfund, siger Thilde Waast, formand i Flyvebranchens Personale Union. 

Men der er ikke lutter begejstring at spore hos fagforeningsformanden: 

- Regeringen har jo allerede aflyst sommeren for luftfarten med udmeldingen den 29. maj. Spørgsmålet er, om den rent faktisk kan åbnes igen. Charterbranchen har for eksempel aflyst en stor del af deres rejser for deres kunder, og særligt charterflybranchen – men også resten af luftfart – vil stadig opleve helt enorme tab i løbet af sommeren, siger Thilde Waast, der har sendt en række nødråb til politikerne. Heriblandt et SOS-kald sammen med de største aktører på charterflyområdet. 

FPU oplyser, at nærmest alle luftfartsselskaber har varslet masseafskedigelser og fagforeningen går og gruer over, hvor den næste konkurs skal komme fra. Derfor afhænger rigtig meget af, hvad den varslede luftfartspakke kommer til at indeholde. 

- Nedlukningen af luftfart har betydet et enormt fald i omsætningen på 90-95 procent. Det bøder de ansatte i branchen for, og hvis vi ikke får genoprettet dansk luftfart på både kort og længere sigt, så vil resten af samfundet også bøde for det rent økonomisk på grund af luftfartens betydning. Derfor er en solid hjælpepakke helt afgørende for branchen, siger Thilde Waast

Thilde Waast efterlyser desuden, at regeringen og myndighederne går i gang med at kigge på, om der også kan åbnes op for lande udenfor Europa ud fra de nye kriterier. Til sidst påpeger formanden, at det er vigtigt for turismen og luftfarten, at der slækkes på kravet om 6 nætters overnatning.

FPU sendte i slutningen af sidste uge sammen med DI Transport, 3F Transport, HK/Privat og Dansk Luftfart et nødråb til beskæftigelsesministeren, erhvervsministeren, finansministeren og transportministeren.