Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

FPU varsler konflikt mod Primera Air Nordic

Del denne artikel på:

Lav løn, ingen pension og begrænset adgang til løn under sygdom og ferie for egen regning. Det er realiteten for de kabinemedarbejdere, som arbejder for Primera Air Nordic på flyvninger fra danske lufthavne har Flyvebranchens Personale Union erfaret.

Fagforeningen har derfor i et stykke tid forsøgt at få en overenskomst med Primera Air Nordic, men dette er ikke lykkedes.

Primera Air Nordic har ikke ønsket at indgå i en dialog eller forhandling om vilkårene, meddeler Flyvebranchens Personale Union, som derfor har varslet konflikt mod Primera Air Nordic.

Som altid ønsker vi forhandlingsvejen. Vi håber, at Primera Air Nordic kan indse, at unfair konkurrence og social dumping ikke er vejen frem, Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union

FPU: Det er noget af det slemmere, vi har set

Primera Air Nordic er et lettisk søsterselskab til danske Primera Air Scandinavia. Begge selskaber er en del af Primera Travel Group, som også ejer rejseselskabet Bravo Tours.

Flyvebranchens Personale Union har overenskomst med Primera Air Scandinavia, men via Primera Air Nordic er der konstrueret et setup, hvorigennem Primera Air Nordics ansatte flyver ud af Danmark på vilkår langt under den danske overenskomst.

»Det er noget af det slemmere, vi har set. Både hvad angår vilkårene, men også selve kreativiteten i konstruktionen. Det som Primera Air Nordic gør, går både udover unge rumænere, samt de danskbaserede ansatte, der frygter at blive udskiftet af billig arbejdskraft,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union.

»Som altid ønsker vi forhandlingsvejen. Vi håber, at Primera Air Nordic kan indse, at unfair konkurrence og social dumping ikke er vejen frem,« tilføjer han.

Rekrutterer i Rumænien

Som det også kan læses i denne artikel, hyrer Primera Air Nordic kabinepersonale fra Østeuropa – primært Rumænien – som ansættes via rekrutteringsselskaber på Guernsey og Malta.

De ansatte i Primera Air Nordic placeres i Malmø, Sverige, der i praksis udpeges som kabinepersonalets hjemmebase.

Arbejdet foregår imidlertid ombord på fly med afgang fra Københavns Lufthavn. Om morgenen bliver de ansatte i Primera Air Nordic hentet i taxa på forskellige opsamlingssteder i Malmø og i Lund, hvor de bor, og kørt til Københavns Lufthavn.

Arrangementet med transport fra Sverige til Københavns Lufthavn er så fast indarbejdet, at det fremgår af de ansattes vagtplaner. De ansatte benytter sig imidlertid af Primera Air Scandinavias faciliteter i Københavns Lufthavn, ligesom de optræder i Primera Air Scandinavia-uniform.

Et aldeles kreativt setup

»Der er tale om et aldeles kreativ setup. Men der er efter vores overbevisning klart tale om arbejde udført ud af en dansk base, der bør foregå på dansk overenskomst. Ligesom i Ryanair-sagen har vi dog valgt at spørge Arbejdsretten om lov, inden vi påbegynder en konflikt,« siger Jan Gloggengieser Gam, advokat i FPU.

Hermed skal Arbejdsretten (akkurat som i Ryanair-sagen af 2015) vurdere lovligheden af en potentiel konflikt.

Der er endnu ikke afsat en dato for første og indledende retsmøde.

Læs også disse artikler

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.