Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

FPU’s formand: Uret tikker og politikerne må støtte flybranchen

Del denne artikel på:

Der er krise i den danske luftfartsbranche pga. coronavirus.

Flyvebranchens Personale Union opfordrer regeringen til at støtte økonomisk.

Se ministerens svar:

Det er lige som med coronavirussen. Det bliver de svageste, der falder også i luftfartsbranchen, hvis udbruddet fortsætter for længe.

Dansk og international luftfart er i krise på grund af situationen.

Fredag faldt Norwegians kurs med 23 pct., og det betyder et samlet kursfald i Norwegian på omkring 68 pct. i det nye år. Investorer i SAS har set aktien dykke 39 pct. siden nytår, skrev Børsen fredag.

Men når der kommer noget udefra, som man ikke er herre over, så er det typisk, at politikerne træder til.

– Desværre har der været en vis sammenligning med den sygdom, der er i øjeblikket. Det er de svageste, der bukker under. Der er jo nogle sektorer, der er afgørende for infrastrukturen i et land. Der gik de amerikanske politikere ud i sidste uge og gav støtte til den amerikanske luftfartsindustri, og det gjorde faktisk, at aktiemarkedet vendte rundt, siger Lars Skovgaard Andersen, investeringsstrateg i Danske Bank.

Han vurderer da også, at danske politikere i øjeblikket med rette overvejer at støtte en række brancher, der er presset af virussen. Herunder luftfartsbranchen.

Akut hjælp

Tirsdag mødes transportministeriet med centrale aktører fra rejse- og luftfartsbranchen for at begrænse de økonomiske skadevirkninger.

Flyvebranchens Personale Union opfordrer på det kraftigste regeringen til at hjælpe branchen med en økonomisk håndsrækning for at bevare danske arbejdspladser.

– Det er bydende nødvendigt, at regeringen og andre partier bakker op om at støtte luftfartsbranchen økonomisk i en så alvorlig situation som den nuværende. Denne situation lægger et enormt pres på vores branche, og hvis der ikke kommer hjælp udefra inden for en kort tidshorisont, risikerer vi, at det her vil få alvorlige konsekvenser og koste mange arbejdspladser, siger formand for Flyvebranchens Personale Union, Thilde Waast.    

Luftfart.nu har bedt transportminister Benny Engelbrecht (S) om en kommentar angående støtte til luftfartsbranchen pga. coronavirus.

Tager situationen alvorligt

– Regeringen tager den aktuelle situation meget alvorligt. Der er ingen tvivl om, at det vil have konsekvenser for mange mennesker og virksomheder. Det gælder ikke mindst i transportbranchen, som er en af de brancher, der allerede nu ser en markant nedgang i efterspørgslen, siger ministeren til luftfart.nu og fortsætter:

– Centrale aktører i den danske luftfartsbranche er indkaldt til et møde i Erhvervsministeriet i morgen, hvor de kan præsentere deres aktuelle syn på situationen. 

– Regeringen har endnu ikke taget stilling til konkrete initiativer i denne forbindelse, siger ministeren.

Lars Skovgaard Andersen vil dog mene, at det ikke er utænkeligt, at regeringen vil træde til med en hjælpepakke, fordi situationen er så alvorlig.

Han mener, at de selskaber, der har været mest udsatte og som i forvejen har levet på kanten, risikerer at bukke under.

Det gør rigtig ondt

– Hvor længe tror du, at selskaberne kan klare en krise som den her?

– Det kommer an på, hvor meget de har på kistebunden. Og det ved jeg ikke, hvor længe de kan klare. Men uret tikker. Det her gør rigtig ondt, siger han til luftfart.nu.

Der er dog en nyhed, der vil gavne luftfartsselskaberne. Nemlig oliepriserne, der er styrtdykket siden i fredags.

– Midt i al elendigheden så falder olieprisen så ufattelig meget. Det er i sig selv lidt en hjælp også til luftfartssektoren. Men jeg ved godt, det nytter ikke noget, at man kan tanke flyet billigt, hvis ikke, der er nogle, der vil flyve med det, siger Lars Skovgaard Andersen.

Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL) mødes tirsdag morgen med repræsentanter fra Transportministeriet for at præsentere et idékatalog til initiativer, der på akut, kort og mellemlang sigt skal hjælpe den trængte luftfartssektor.

I notatet fra BDL til ministeren hedder det blandt andet, at “beflyvningen af Midtjyllands Lufthavn (Karup) vurderes til at være i risikozonen”, skriver check-in.dk.