Fredags-strejke i Ryanair eskalerer: Ledelsen misser frist fra tyske piloter

Samtlige Ryanair-fly med afgang fra selskabets tyske baser nu på fredag risikerer at blive stærkt forsinkede eller slet ikke komme afsted.

Den tyske pilotfagforening Vereinigung Cockpit har meddelt, at man fredag indleder en 24-timers strejke, der omfatter samtlige fastansatte Ryanair-piloter.

Ifølge fagforeningen vil samtlige fly med afgang fra Ryanairs tyske baser blive berørt.

Forud for strejkevarslet er gået en frist, som Vereinigung Cockpit havde sat for Ryanair. Selskabet blev bedt om at komme med et bud på en overenskomst, som reelt forbedrer de ansattes løn- og arbejdsvilkår. Dette har Ryanair ikke formået at overholde, og derfor er der nu truffet beslutning om at gå i strejke, oplyser Vereinigung Cockpit.

Beslutningen om strejke er truffet af Ryanair-piloterne i Tyskland, som ved en afstemning 30. juli 2018 med 96 procent af alle afgivne stemmer godkendte strejken.

Piloter: Ryanair bærer alene skylden for strejke

»Vi kræver forbedrede løn- og arbejdsvilkår,« fastslår Martin Locher, formand for Vereinigung Cockpit i en meddelelse:

»Forbedringer er utænkelige uden en forøgelse af personaleomkostningerne i cockpittet. Under forhandlingerne med Ryanair har selskabet kategorisk afvist sådanne stigninger. Dertil har Ryanair ikke udvist nogen interesse i at finde løsninger. Det er alene Ryanair, som er ansvarlig for denne eskalering, som nu finder sted.«

Op mod 400 aflyste fly

De tyske Ryanair-piloter går i strejke simultant med at piloterne i både Irland, Belgien og Sverige har varslet, at Ryanairs fly bliver stående på jorden i 24 timer nu på fredag.

Ifølge Ryanair har de allerede varslede strejker medført, at 146 fly må aflyses fredag, imens strejken i Tyskland nu koster selskabet yderligere 250 aflysninger, hvilket bringer det samlede antal op på 398 aflysninger fredag.

På baggrund af Ryanairs egne oplysninger om antallet af solgte billetter per afgang vurderes op mod 69.000 Ryanair-passagerer fredag til at blive berørt de varslede strejker.

Selskabet har oplyst til Luftfart.nu, at strejkerne medfører, at en tur-returflyvning mellem Bruxelles og København aflyses. Derudover er også fredagens tur-returflyvning mellem Køln og København fjernet fra selskabets salgskanaler, efter den tyske strejke blev en realitet.

Få det fulde overblik over oprøret i Ryanair:

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev