Fyringer af medarbejderrepræsentanter i Atlantic Airways chokerer kollegaerne

Afskedigelserne af kabineforeningens formand og næstformand i Atlantic Airways har vakt opsigt og forfærdelse blandt kollegaerne i selskabet.

Efter nyheden blev kendt i sidste uge, har både piloter og kabinemedarbejdere udtrykt deres støtte til Maria Hansen og Eydgunn Rasmussen, formand og næstformand i kabineforeningen Súlan, og forundring over ledelsens beslutning:

»Eydgunn og Maria er elskværdige, professionelle og kundeorienterede kollegaer. Vores gæster har været i trygge hænder hos dem og har uden tvivl også haft megen glæde af kundeplejen, som de leverer. Jeg genkender ikke den begrundelse, som Atlantic Airways har givet, om at de har samarbejdes- og attitude problemer. Det har jeg aldrig oplevet,« siger en kollega fra Atlantic Airways, som ønsker at være anonym:

»De to har med deres bestyrelsespost i den lokale kabineforening, Súlan, slået et stort slag for deres kollegaer ved at blive optaget i FPU. Det er fristende at tro, at grunden til opsigelserne netop er fordi, de er gået forrest for de ansatte og fordi, de ønsker en ny overenskomst.«

Vellidte for fagforeningsarbejde

Det har ikke lykkedes redaktionen at finde én eneste medarbejder, som kan genkende det billede, ledelsen forsøger at tegne af de to medarbejderrepræsentanter med fyringerne. Derimod udtrykker flertallet deres uforbeholdne støtte.

»Jeg har gennem flere år arbejdet sammen med Maria og Eydgunn i Atlantic Airways, og jeg har altid glædet mig til turen, når jeg har set deres navne på besætningslisten« siger en pilot, som også ønsker at være anonym.

Piloten fortæller om sine to kollegaer som engagerede, servicemindede, safety-fokuserede og handlekraftige.

»De har begge udvist en sund lederkarakter, stor ansvarsbevidsthed og professionalisme, når de på vegne af Atlantic Airways udfører deres hverv i kabinen som kabinechefer, til stor glæde for både besætning og kunder,« siger piloten, der mener, at mange deler samme opfattelse, og at Eydgunn og Maria er vellidte ikke mindst i kraft af deres fagforeningsarbejde i Súlan.

»Derfor kom beskeden om deres opsigelse helt bag på mig og som en aldeles overraskelse.«

Fyringer af tillidsvalgte bruges til at skabe frygt

Redaktionen erfarer, at stemningen i selskabet lige nu er yderst presset, og mange er bange for, hvad der skal ske. Som situationen er lige nu, tør ingen stille op som formand for de ansatte, og på de første flyvninger efter afskedigelserne måtte flere også melde sig ude af stand til at gennemføre en flyvning.

Det er desværre et billede, som man ser i mange af de luftfartsselskaber, hvor ledelsen plukker fagforeningsledelsen ud, siger Anders Mark Jensen, næstformand i personalets fagforening, FPU.

»Vi har set det i en række selskaber, at det desværre lykkes for ledelsen at skræmme de ansatte til at makke ret ved at fyre tillidsvalgte eller skiftevis lokke og true enkeltpersoner og på den måde skabe splid i sammenholdet,« siger han.

Hos Atlantic Airways bekræfter man fyringerne, men har ikke ønsket at kommentere på dem, da det ifølge selskabets direktør er ”en personalesag”. Ifølge FPU’s advokat er der i den forbindelse ikke blevet fremlagt et eneste bevis, som retfærdiggør afskedigelserne.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev