Great Dane sender fly og personale til Vietnam

De næste seks måneder skal piloter og kabinepersonale fra Great Dane Airlines flyve charterruter i Vietnam. Rammeaftale, karantæneregler og boligforhold i Vietnam var nogle af de ting, der skulle på plads, for at pilot Kevin Walter og hans kolleger kunne tage af sted.  

I disse dage flyver danske piloter og kabinepersonale fra Great Dane Airlines til Vietnam, hvor de skal opholde sig i op til seks måneder. Her skal de flyve charterrejser fra blandt andet Hanoi til Con Dao-øerne for det vietnamesiske flyselskab Bamboo Airways.

Flyene vil få påsat logo fra Bamboo Airways, og det danske kabinepersonale vil få Bamboo Airways-uniformer på samt assistance fra vietnamesisk personale, der kan læse servicemeddelelser op på vietnamesisk.

Great Dane Airlines først med Embraer-jet i Danmark: Den ”ligger godt på vejen”

”Udstationeringen er en frivillig aftale, og vi fik indført en fin sætning om, at hvis en medarbejder mistrives, kan de sendes hjem til Danmark, så snart det er praktisk muligt. Det er noget helt nyt, som FPU (Flyvebranchens Personale Union, red.) fik indført,” siger Kevin Walter, der er styrmand i Great Dane Airlines og formand for Great Dane Pilot Union.  

Han fortæller, at de ansatte i Great Dane Airlines generelt er glade for, at aftalen er kommet i stand.

”Jeg er meget optimistisk og har det godt med det. Vi har fået vores aftale på plads, og vi ved, hvor vi skal bo. Det allerbedste er, at vi redder jobsene og Great Dane Airlines.”

Fra regionalt til Sydøstasien

Da coronakrisen ramte, og statsminister Mette Frederiksen i første omgang meddelte, at danskerne skulle blive hjemme denne sommer, måtte Great Dane Airlines tænke i nye baner. Selskabets direktør, Thomas Hugo Møller, fik fat i internationale brokere for at undersøge, om nogen havde brug for 118-sæders fly, og samarbejdsaftalen med Bamboo Airways kom i stand. Selskabet skulle sende to af sine Embraer-fly til Vietnam, og cirka 45 piloter og kabinepersonale skulle udstationeres i landet i seks måneder.  

Da Kevin Walter for halvandet år siden begyndte i det nyoprettede danske flyselskab Great Dane Airlines, var det ellers planen, at det skulle flyve ruter i Nordeuropa, hvorefter det hurtigt udviklede sig til charterrejser.    

Great Dane Airlines først med Embraer-jet i Danmark: Den ”ligger godt på vejen”

”Der er sket meget på halvandet år, men man skal kunne omstille sig i den her branche, ellers kan man ikke overleve både som firma og som individ. Jeg havde en drøm om at være hjemme, men det blev det stik modsatte, og jeg var begejstret, da vi fik den her kontrakt i Vietnam, fordi det hjælper firmaet,” siger Kevin Walter.

Ny rammeaftale endelig på plads i Great Dane Airline

De ansatte sikrede sig som det første at få en rammeaftale mellem FPU og Great Dane Airlines på plads, da de fik at vide, at de skulle flyve for Bamboo Airways i Vietnam, fortæller Kevin Walter. Dermed kan de ansatte flyve under ordnede forhold, når det kommer til arbejdstid, ferie, hotelforhold og flyve/hviletids-begrænsninger. En egentlig overenskomst vil blive forhandlet, når der kommer mere gang i luftfarten igen.

Karantæne og hotel

I weekenden blev det første fly sendt af sted med de cirka 30 personer, der tager af sted i første omgang. En tur med to mellemlandinger i Kasakhstan og Pakistan for at tanke, hvorefter de i Vietnam skal direkte i coronakarantæne.   

En af de største udfordringer ved at skulle af sted var netop de vietnamesiske karantæneregler for indrejsende i landet. I 14 dage skal Great Dane Airlines’ ansatte opholde sig på et hotelværelse og må ikke bevæge sig længere væk end ud på gangen, hvor de skal være iført maske og højst må være tre personer samlet.

”Den vietnamesiske regerings regler giver os meget lidt frihed. Vi håber, at tiden kan bruges fornuftigt på at læse op på luftfartsstrukturer i Vietnam, og at det kan bruges til lidt selvstudier. Måltiderne skal indtages på værelset, og vi må ikke bruge poolen. Det bliver nogle træls 14 dage, men det er ikke noget, som Great Dane Airlines har bestemt. Vi har fået indført, at når vi er i isolation, kan firmaet ikke schedule off-dage, så de fridage får vi på et andet tidspunkt.”

Nyt dansk flyselskab vil profilere sig på kvalitet – også over for medarbejderne

Når karantænen er overstået, skal de ansatte bo på hotel i Hanoi og Da Nang, hvor de ansatte har stillet som krav, at der var aircondition, swimming pool og mulighed for fitness.

”Vi var meget interesserede i at vide, hvordan vi skal bo. Det skal være noget ordentligt. Vi skal ikke på backpacktur. Vi skal arbejde, så der skal være ordentlige boligforhold og transport til og fra lufthavnen,” siger Kevin Walter, der tager af sted i midten af august og skal være væk i 45 dage i første omgang.

”Der er ingen tvivl om, at det bliver en fantastisk oplevelse. Great Dane Airlines er så nyt, at man ikke har lavet det her før. Vi er startet helt fra bunden, og jeg synes, at vi har gjort det rigtig godt. Når vi kommer hjem næste forår, er jeg sikker på, at det har været en fantastisk oplevelse, og så ved vi, hvordan man gør næste gang.”

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev