Håbet om løn til de ansatte i krakkede Primera Air smuldrer

Forhåbningerne om, at de ansatte i Primera Air får dækket deres millionkrav mod det krakkede selskab styrtdykker.

Det skriver Ekstra Bladet i et referat fra et møde i Skifteretten onsdag i denne uge.

Advokat Jan Bruun Jørgensen, som blandt andet repræsenterer FPU, Flyvebranchens Personale Union, havde anmodet om kuratorvalg for at få skiftet de hidtidige kuratorer ud for at få fremmet piloternes og kabinepersonalets interesser.

Dette lykkedes imidlertid ikke, da skifteretsdommeren ikke vurderede, at der var begrundet udsigt til at der bliver fundet yderligere aktiver, altså penge, i boet.

4,4 millioner kroner forsvundet

Ifølge den siddende kurator Henrik Sjørslev er der maksimalt 550.000 kroner at finde i det krakkede selskab.

Det beløb dækker ikke engang dække kuratellets foreløbige arbejdsbyrde på 818 timer og en samlet faktura på 2,8 millioner kroner inklusive moms, som de siddende kuratorer efter eget udsagn har oparbejdet.

Den godt halve million kroner i boet står i skærende kontrast til de likvide midler i banken på godt 5,1 millioner kroner, som fremgik af Primera Airs konkursbegæring, skriver Ekstra Bladet.

Piloter afhængige af penge i konkursbo

Medlemmerne af FPU har et samlet krav mod Primera Air på 18 millioner lønkroner.

FPU repræsenterer 49 piloter, hvor af 26 har været tilknyttet Primera Air som såkaldte contractors og betragtet som selvstændige erhvervsdrivende.

Disse piloter er i modsætning til de fastansatte ikke garanteret dækning af Lønmodtagernes Garantifond og dybt afhængige af at få dækket deres løn af eventuelle penge i konkursboet.

Foruden de 26 piloter står mindst 100 kabineansatte fra Rumænien uden løn. De var ansat på lignende vilkår som selvstændige erhvervsdrivende. Flere af disse har redaktionen på LUFTFART.nu været i kontakt med. Læs deres oplevelser med Primera Airs konkurs her.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev