Islandsk luftfartsselskab skaffer kapital i forlænget “spilletid”

Lavprisselskabet WOW air, der har hjemme i Island, er fløjet ind i økonomisk uvejr. Et forsøg på at skaffe kapital er derfor blevet lanceret forud for en planlagt børsnotering, men investorerne har angiveligt tøvet med at springe til.

WOW air har tabt, hvad der svarer til 39,6 millioner euro i perioden juli 2017 til juni 2018. Imens er egenkapitalen svundet ind fra godt 34 millioner euro til 12 millioner euro, har Icelandmonitor tidligere rapporteret.

Ejer og administrerende direktør Skúli Mogensen har forklaret, at resultatet skyldes ekspansiv vækst, imens manglende prissikring på brændstof (hedging) også har givet økonomisk bagslag ifølge Icenews.is og Finansial Times.

Investorer har tøvet

WOW air har derfor arbejdet på at skaffe kapital gennemt et obligationstilbud. Pengene skal bruges til at refinansiere lån forud for en børsnotering indenfor 18 måneders fremtid.

Men at finde interesserede investorer har i første omgang krævet længere tid end ventet, idet fristen for tilbuddet er blevet udsat fra den oprindelige frist i slut august.

Ambitionen var at rejse 94 millioner euro. Onsdag morgen har selskabet imidlertid oplyst, at man har udstedt obligationer for beløb svarende til 60 millioner euro.

Skylder millioner i lufthavnsafgifter

WOW airs økonomiske udfordringer blev forleden af den islandske avis Morgunblaðið kædet sammen selskabets manglende betaling af lufthavnsafgifter for 15,6 millioner euro til det statsejede Isavia, som driver hovedstadslufthavnen i Keflavik.

Det islandske luftfartsselskab har slået sig op på lavprisflyvninger over Atlanten via Island. Selskabet blev stiftet i 2011 af Skúli Mogensen der også ejer selskabet via investeringsselskabet Titan.

I forbindelse med en eventuel børsnortering vil Mogensen fortsat beholde over halvdelen af aktierne i selskabet.

Selskabet råder over 20 lejede fly fordelt på Airbus A320-familien og A330 og servicerer 36 destinationer.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev