Klima er et varmt emne i valgkampen: Det mener partierne om flytrafikkens klimaudfordringer

Lars Lykke Rasmussen (V) har udskrevet valg. Tre emner er særligt vigtige i denne valgkamp, mener vælgerne – et af dem er klima.

Netop klimaudfordringerne har det med at bringe flytrafikken i fokus. Flyvemaskiners påvirkning af klimaet kommer fra det brændstof, som en flymotor forbrænder. Brændstoffet omdannes i forbrændingen primært til CO2, som er en gasart, der bidrager til global opvarmning.

I Sverige har man således indført en såkaldt klimaskat på flyrejser. Det har helt konkret fået svenskerne til at flyve mindre i en sådan grad at det for nyligt har kostet arbejdspladser. Dette har dog ikke afskrækket politikerne i Skotland, som netop har vedtaget at skrotte planerne om en afvikling af nationens klimaskat på fly.

Herhjemme er der ingen klimaskat på flyrejser, og spørger man blandt de politiske parter er der også langt fra enighed om, hvordan flytrafikkens CO2-bidrag skal håndteres.

Afgifter eller udvikling

Der er i dag overvejende politisk konsensus om, at der skal gøres noget for at bringe CO2-udledningen ned af hensyn til klimaforandringerne, men når det kommer til flytrafikken, er partierne ikke enige om løsningen.

Luftfart.nu har gennemgået partiernes politik, som spænder fra at lægge en afgift på flybilletter til ekstern lagring af CO2.

Globalt står flytrafikken for 2 procent af den menneskeskabte CO2-udledning, imens fly udgør 12 procent af transportens CO2-bidrag. Blandt andet fordi luftfartsindustrien er i kraftig vækst, er der i visse politiske kredse udtrykt et særligt behov for at begrænse flytrafikkens klimabidrag.

Regeringen vil gemme CO2’en

Hos den siddende regering, bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance, er der ingen planer om at lægge en afgift på flybilletter, ligesom der heller ikke er konkrete planer om at lægge en afgift på flybrændstof. Luftfarten nævnes således slet ikke i nogen af de tre partiers klimaplaner.

Regeringspartierne har heller ikke nævnt luftarten i deres storstilede klimaplan, hvor der blandt andet gøres op med salg af nye diesel- og benzinbiler i 2030. Derimod nævnes der 100 millioner kroner dedikeret til dansk forsknings- og udviklingsindsats inden for CO2-optag og -lagring.

Siden har klimaministeren for den siddende regering, Lars Christian Lilleholt (V), dog overfor Information luftet en holdning om, at man er »parate til at se på en brændstofafgift på de fly, der letter fra EU.«

Det er dog gennemgående, at en passagerafgift ikke kommer på tale, men at der nationalt kunne arbejdes for at dansk indenrigsflyvning skal ske på en vis andel biobrændstof, der er en erstatning til almindeligt brændstof, som betragtes at være CO2-neutral.

DF og S afviser afgifter

Dansk Folkeparti er ikke en del af regeringen, men følger mange af de samme principper som den siddende regering. Det vil sige ingen flyskatter, men derimod forskning i nye dyrkningsmetoder, der kan lagre det kulstof, som udledes af biler, fly og skibe.

Synspunkterne går i grove træk igen hos Socialdemokratiet. Partiet har tidligere været varm fortaler for at lægge en 75 kroners afgift på flybilletter. Det var i 2011 under sloganet ”Fair Løsning”. Afgiften blev dog aldrig til noget, og i dag bliver luftfarten end ikke nævnt som et problem, der skal løses i partiets klimaplan.

Derimod ønsker Socialdemokratiet at skubbe på den udvikling mod en grønne retning, som branchen allerede er på vej i.

»Vi skal se, hvordan vi kan hjælpe branchen med at omstille sig til mere grønne flyvninger. Men afgifter vil skabe for mange problemer,« sagde Rasmus Prehn, Socialdemokraternes transportordfører, til DR i oktober 2018.

Branchen har selv præsenteret plan

Brancheforeningen Dansk Luftfart kunne i februar 2019 præsentere en plan for, hvordan branchen selv vil finde en løsning på klimaproblemerne.

I 2020 skal aktørerne inden for dansk indenrigsflyvning CO2-kompensere indenrigsflyvningen 100 procent. Det samme gælder driften af lufthavnene. I 2030 skal udslippet fra dansk luftfart være reduceret med 30 procent i forhold til 2017, og efterspørgslen på bæredygtigt brændstof skal øges, lyder et par af punkterne fra branchen.

Dansk Luftfart’s medlemmer, der primært tæller luftfartsselskaber og lufthavne, er selvsagt stærk modstander af yderligere afgifter. Men afgifter er netop, hvad blandt andre SF mener, bør indføres for at sætte fart i den grønne omstilling. SF fortæller i sin klimaplan for transporten, at man ønsker en effektiv international regulering af luftfarten, men indtil en sådan er på plads, ønsker SF en dansk flyafgift efter svensk forbillede:

Det vil betyde 60 kroner på indenrigsfly og rejser til Europa. 200 kroner på mellemlange rejser og 400 kroner på interkontinentale rejser. Afgiften opkræves på afrejser. For indenrigsfly kan man opkræve halv afgift for enkeltrejser svarende til fuld afgift for en returrejse.

Afgifter i forskellige varianter er også på programmet hos Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet.

Afgift skal tage hensyn til nyere fly

Hos Radikale Venstre ønsker man kort fortalt at udmåle afgiften på den faktiske mængde af udledt CO2. Denne model vil ifølge Radikale Venstre give en »yderligere konkurrencefordel til de flyselskaber, som flyver med mindre forurenende fly«.

Enhedslisten og Alternativet lægger derimod begge op til en model med afgifter, der bliver ”dyrere” jo mere man rejser.

»Vores forslag til en flyafgift er også indrettet, så den begynder lavt, når man flyver første gang, men stiger med antallet af flyvninger. Det betyder, at en almindelig familie stadig kan rejse på ferie uden at få bunden slået ud af budgettet, men at dem der flyver langt, mange gange og business class skal betale meget,« skriver Enhedslisten i sin klimaplan.

»Vi skal i Danmark indføre klimaafgift på flyrejser allerede nu, mens vi arbejder for det samme i EU og sidenhen i hele verden,« lyder det fra Alternativet som konkret peger på, at afgiften skal fordobles for hver tur til eksempelvis Thailand.

Forskning er løsningen

Blandt de partier, der i dag ikke sidder i Folketinget, lyder det fra Kristendemokraterne: »Flytrafikken udgør en stor miljøbelastning. Derfor skal der forskes i ny, bæredygtig flytrafik,« men partiet nævner ikke nogen flyskat.

Klaus Riskær Pedersen lægger i sit partiprogram op til, at der investeres massivt i sikringen af en national produktion af biobrændsel til fly, men nævner ligeledes ikke et behov for beskatning af flyrejser. Derimod lyder den overordnede overskrift, at »alt lovgivning skal klimakontrolleres før det vedtages«.

Ny Borgerlige lægger i sit partiprogram vægt på at CO2-problemet skal løses gennem udvikling af ny teknologi, uden at det går på kompromis med vækst eller udvikling. Partiet sår endvidere som det eneste parti tvivl ved klimaeffekten fra menneskeskabt CO2.

Stram Kurs har ikke fundet plads til at lufte partiets tanker om klimaforandringer.

FPU: Støt op om grøn udvikling

Hos piloternes og de kabineansattes fagforening, FPU, ser næstformand Anders Mark Jensen med alvor på spørgsmålet om CO2 og Klima.

»Vi har med klimaudfordringerne og udledningen af CO2 – herunder CO2 fra luftfarten – en stor udfordring. Branchen har allerede vist, at man tager problemet alvorligt ved at tage skeen i egen hånd og sætte mål for reduktioner af CO2. Det skal vi støtte op om og arbejde for at blive foregangsland på udviklingen af alternative CO2-nedutrale brændstoffer,« siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU.

Han understreger, at det er vigtigt, at man fokuserer på løsninger i EU, så man undgår national konkurrenceforvridning.

Civile passagerfly er siden slutningen af 1960’erne blevet 45 procent mere energieffektive mål på brændstofforbrug per sædekilometer.







Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev