Luftfartsselskab skal betale kompensation trods strejke

Tyske TUIfly må til lommerne og betale kompensation til sine passagerer på trods af en såkaldt »vild strejke« blandt selskabets ansatte i efteråret 2016.

Det har EU Domstolen afgjort.

Strejken var ikke arrangeret af de ansattes fagforening, men opstod på medarbejdernes eget initiativ efter at ledelsen 30. september 2016 offentliggjorde en omstruktureringsplan for virksomheden.

Krav om kompensation på op til 4.500 kroner

I de følgende dage steg sygefraværet blandt de ansatte fra normale 10 procent til 89 procent for piloterne og 69 procent for kabinepersonalet.

Fraværet resulterede i mange aflysninger og forsinkelser.

TUIfly mente, at arbejdsnedlæggelsen var en »usædvanlig omstændighed«, som normalt fritager selskabet for at betale kompensation til passagerer på op til 4.500 kroner.

Men ifølge EU Domstolen var der ikke tale om en »usædvanlig omstændighed«, fordi den spontane arbejdsnedlæggelse netop skyldtes den uventede meddelelse fra ledelsen.

Selskab kunne styre strejke

Domstolen bemærker i den forbindelse, at omstrukturering og reorganisering er en del af den normale forvaltning af virksomheder.

»Luftfartsselskabet kan således almindeligvis i forbindelse med udøvelsen af sine aktiviteter blive konfronteret med uenigheder eller endda konflikter med sit personale eller en del af dette personale,« skriver EU Domstolen og præciserer:

»For det andet kan den »vilde strejke« i den foreliggende sag ikke anses for at ligge udenfor TUIflys effektive kontrol. Den »vilde strejke« skyldes nemlig en afgørelse truffet af TUIfly, men denne strejke ophørte, på trods af den høje fraværsandel, efter at der blev indgået en aftale med arbejdstagernes repræsentanter.«

Læs hele dommen her.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev