Minister forstår piloters frustration over fusk med helbredstjek: Vil se på mulig økonomisk hjælp

Sagen om de ugyldige helbredsgodkendelser fra flyvelægeklinikken Doctors.dk har affødt stor frustration blandt de mange piloter, som har benyttet klinikken.

Trafikstyrelsen har konstateret, at helbredsgodkendelser på Doctors.dk i et antal tilfælde er blevet udstedt af læger, der ikke er godkendt som flyvelæger. Det betyder, at op mod 2.000 piloter og flyvelæger arbejdende i både Danmark og udlandet skal have fornyet deres helbredsgodkendelser før tid og senest 7. juni 2019, kunne Trafikstyrelsen fortælle i sidste uge.

Det er pilotens eget ansvar at have en gyldig helbredsgodkendelse, som også kaldes en medical. Udgiften til helbredsundersøgelsen hænger derfor som udgangspunkt også på piloten.

Urimeligt at piloter skal betale

Jan-Erik Messmann (DF)

Luftfartsordfører Jan-Erik Messmann (DF) – der har fulgt sagen tæt – mener imidlertid ikke, at det er rimeligt, hvis piloterne selv skal betale for de nye helbredsgodkendelser.

»Det kan ikke være rigtigt, at det er piloterne, der skal betale op til 5.000 kroner igen for en ny helbredsgodkendelse. Men nogen skal betale, og det mener jeg, staten er nærmest til, og det har jeg også nævnt overfor transportministeren,« siger Jan-Erik Messmann til Luftfart.nu.

Transportminister, Ole Birk Olesen, (LA) siger i et skriftligt svar til Luftfart.nu, at han godt forstår, ”at piloterne er meget frustrerede i denne helt særlige sag”.

»Som jeg ser det, er der i udgangspunktet tale om et civilretligt forhold mellem Doctors.dk og de piloter, der er blevet snydt. Men det er rigtigt, at Jan-Erik Messmann overfor mig har påtalt urimeligheden i, at piloterne skal betale, og det er jeg faktisk enig i,« lyder det fra Ole Birk Olesen, som tilføjer:

»Jeg har derfor bedt mit ministerium om at se på mulighederne for, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen skal hjælpe piloterne økonomisk, og jeg afventer nu resultatet heraf.«

Læge fyret og klinik dømt lukket

Doctors.dk fik i forrige uge frataget sin godkendelse af Trafikstyrelsen. Klinikken ejes af Trafikstyrelsens nu forhenværende flyvelæge, som blev sat fra bestillingen samme dag. I styrelsen har flyvelægen stået for at kontrollere andre flyvelæger. I sidste uge kunne Trafikstyrelsen så fortælle, at helbredsgodkendelser på Doctors.dk i et antal tilfælde er blevet udstedt af læger, der ikke er godkendt som flyvelæger.

Sagen startede som følge af to paragraf 20-spørgsmål til transportminister Ole Birk Olesen fra Jan-Erik Messmann, og siden har Berlingske udrullet sagen om flyvelægen, der blandt andet har brugt sin position til at sætte konkurrerende flyvelægeklinikker til Doctors.dk ud af spillet.

Den spektakulære sag om Trafikstyrelsens flyvelæge, der tilsyneladende har optrådt i en dobbeltrolle, betyder ikke blot, at op mod 2.000 piloter og flyveledere skal have fornyet deres helbredsgodkendelse indenfor to måneder.

Pilotelever i klemme

En række pilotelever, som Luftfart.nu været i kontakt med, fortæller, at de har startet uddannelse og stiftet gæld til betaling for uddannelsen på baggrund af helbredsgodkendelser fra Doctors.dk, og som Trafikstyrelsen nu kræver fornyet.

Dette betyder potentielt, at der kan være pilotelever, som har startet uddannelse uden at vide, om de reelt har helbredet til at være pilot.

»Behovet for denne økonomiske hjælp gælder selvfølgelig i særlig høj grad, hvis der er pilotelever, som på baggrund af fejlagtige undersøgelser fra Doctors.dk er påbegyndt en uddannelse, som de ikke ville blive godkendt til på andre klinikker,« siger Ole Birk Olesen.

Trafikstyrelsen har foreløbigt oplyst, at styrelsen vender tilbage med svar på spørgsmålet om piloternes økonomi til at indhente ny helbredsgodkendelse.

Opdateret kl. 16:15 – 15. april 2019.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev