Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Norwegian præsenterer lønnedgang i jagten på milliard-besparelser

Del denne artikel på:

Norwegian har med sit spareprogram Focus 2019 sat som mål at trimme forretningens udgifter med to milliarder norske kroner i 2019. Selskabet har henvendt sig til de ansatte og præsenteret et katalog af mulige besparelser. En af dem handler om lavere lønninger.

Lavere lønninger til de ansatte i Norwegian kan komme på tale i luftfartsskabets bestræbelser på at trimme udgifterne.

Ledelsen har præsenteret de ansattes fagforeninger for muligheden i, at lavere medarbejderudgifter som et af flere initiativer kan være med til at sikre målet om besparelser på to milliarder norske kroner i 2019.

Senest har Norwegian offentliggjort, at der skal afvikles en stribe baser, imens andre gøres mindre. Baserne betjener selskabets flåde af Boeing 737-800 og Boeing 737 MAX 8-fly, som servicerer europæiske samt visse transatlantiske ruter.

Men baserne er kun et af flere områder, hvor Norwegian-ledelsen kigger hen for at finde besparelser i det spareprogram, som har fået navnet Focus 2019.

Billigere overenskomster for at nå sparemål

Selskabet har således henvendt sig til de ansatte og præsenteret et katalog af mulige besparelser. En af dem handler om lavere lønninger.

Præsentationen fandt sted i sidste uge, hvor selskabet mødtes med de ansattes fagforeninger på et møde i Oslo.

Her blev det fremlagt, hvordan besparelser på de ansattes overenskomster er en af flere muligheder for at tilvejebringe besparelserne i 2019.

7 procent ned i løn

For piloterne skal der være nævnt reduktioner på 7 procent af de samlede medarbejderudgifter, imens der for kabineansatte skal være tale om 4 procent af de samlede medarbejderudgifter.

Med til mødet var den norske fagforening Parat:

»Tallene, der refereres til, er præsenteret overfor ansatte som et eksempel på, hvordan de fremsatte besparelsesmål (i Focus 2019 red.) kan opnås,« siger Trygve Bergsland, kommunikationschef i Parat, til Luftfart.nu, og tilføjer:

»Norwegian har signaleret, at de nu vil sætte sig ned og diskutere flere løsninger for besparelser. Her er løn en af flere muligheder.«

Vil skulle genforhandle overenskomster

Norwegian skal ifølge fagforeningen ikke have fremsat lønnedgang som et decideret krav.

Dette bunder givetvis i, at en stor del af de ansatte i Norwegian i dag arbejder under en overenskomst. Skal disse aftaler gøres billigere, skal selskabet først opnå enighed med de ansattes fagforeninger.

»Ind til videre har selskabet kun informeret de ansatte. Der er ikke igangsat nogen forhandlinger eller samtaler,« siger Trygve Bergsland.

Norwegian: Intet besluttet endnu

Norwegians kommunikationsafdeling skriver i en mail til Luftfart.nu, at der endnu ikke er truffet beslutninger om at genforhandle de ansattes lønvilkår:

»Som et led i at genetablere rentabilitet, tager Norwegian adskillige initiativer for at styrke selskabets konkurrenceevne. Et centralt initiativ er at nedlægge ruter og afgange, som ikke er profitable og optimere vores Boeing 737-netværk,« skriver Andreas Hjørnholm, kommunikationschef for Norwegian i Danmark og tilføjer:

»Ingen andre ændringer er besluttet, men vi er i løbende dialog med de ansattes fagforeningsrepræsentanter, for at sikre at vi sammen kan nå målet om at genetablere rentabilitet til gavn for både medarbejdere, kunder og investorer.«

Læs også disse artikler

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.