Sidste nyt
{"effect":"fade","fontstyle":"normal","autoplay":"true","timer":"4000"}

Nu kan piloter søge om kompensation for nye helbredsgodkendelser: Sidste frist er 15. november

Del denne artikel på:

Efter lang tids venten kan piloter, pilotelever og flyveledere nu få dækket nogle af deres udgifter til nye helbredsgodkendelser. Fra den 1. oktober 2019 til den 15. november 2019 kan man søge om kompensation for ekstraudgifter til et nyt helbredsbevis til klasse 1, 2, eller 3, skriver Trafikstyrelsen i en pressemeddelelse.

Kompensation skal søges via denne side på Trafikstyrelsens hjemmeside.

Der kan søges om kompensation, hvis helbredsbeviset er kendt ugyldigt som følge af, at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i april 2019 inddrog godkendelsen af det flyvemedicinske center, der havde udstedt helbredsbeviset, oplyser Trafikstyrelsen.

Kompensationen vedrører det antal måneder helbredsbeviset ikke har kunnet anvendes på grund af ugyldigheden.

Pilotelever kan søge om kompensation for udgifter til pilotuddannelsen, hvis piloteleven ikke kan fortsætte på sin uddannelse på grund af en ændret helbredsvurdering. Muligheden for kompensation gælder kun pilotelever, der har fået førstegangshelbredsbeviset kendt ugyldigt, fordi styrelsen inddrog godkendelsen af det flyvemedicinske center, der havde foretaget undersøgelsen.

Kompensationen kan kun ske, hvis den nye førstegangsundersøgelse viser, at piloteleven ikke kan opfylde de grundlæggende klasse 1-helbredskrav, og derfor ikke kan fortsætte sit pilotuddannelsesforløb.

Ansøgning om kompensation skal sendes via en selvbetjeningsløsning på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside. Læs mere om kompensation på styrelsens hjemmeside (nyt vindue).

Imens der nu kan ansøges om refusion for udgifter til selve helbredsgodkendelsen, bliver der ikke ydet refusion for eventuelle transportomkostninger har transportministeriet oplyst il LUFTFART.nu. Dette sker til trods for at Trafikstyrelsen tidligere på året gav følgende opfordring til de berørte piloter:

»Vi er bekendt med, at der kan opstå kapacitetsmæssige udfordringer blandt de danske flyvelæger. I den situation kan det blive nødvendigt at opsøge en flyvelæge i et andet EU-land.«

FPU satte fokus på piloters klemme

Sagen om ugyldige helbredsgodkendelser startede under nu forhenværende transportminister, Ole Birk Olesen (LA) i forbindelse med at Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen erklærede helbredsbeviser fra flyvelæge klinikken Doctors.dk ugyldige.

Ministeren lovede inden valget i juni at yde refusion på piloternes merudgifter til disse nye helbredstjek.

Løftet blev givet efter, at LUFTFART.nu i en række artikler satte fokus på de økonomiske konsekvenser, som kravet om nye helbredstjek havde for især piloteleverne, men også freelancere og nyuddannede.

Flyvebranchens Personale Union, FPU, gjorde det efterfølgende klart, at ministeren måtte tage affære med budskabet om, at det var urimeligt at lade piloterne betale.

En række politikere rejste på denne baggrund spørgsmål til ministeren om rimeligheden i den ekstraregning, piloterne stod med. I alt skønnes 900 piloter og flyveledere at have penge til gode i sagen om de ugyldige helbredsgodkendelser.