Ny dom i Primera-sag er principiel sejr for piloter

Det nu hedengangne flyselskab Primera handlede ulovligt, da det ansatte piloter med base i Danmark som contractors uden at give dem overenskomstmæssige vilkår. Sådan lyder det i en dom fra Arbejdsretten. Dommen er en principiel sejr og kan gøre det sværere for selskaber at lave lignende konstruktioner fremover, lyder det fra FPU.

Hvis en pilot er ansat som contractor med base i Danmark, har han krav på overenskomstmæssig løn og ansættelsesvilkår efter den gældende danske overenskomst. Sådan lyder dommen fra Arbejdsretten, der har taget stilling til en principiel sag om social dumping i flyselskabet Primera.

Da det islandske flyselskab Primera i sin tid fløj charterruter, var omkring halvdelen af dets piloter ansat som såkaldte ”self-employed contractors”. De fik hverken pension eller ferie og fik ikke udbetalt løn, hvis de havde mere end 10 sygedage om året.

”Vi var ikke i tvivl om, at de piloter, der var ”self-employed contractors” også havde krav på de samme vilkår, som de fastansatte fik. Vi anså det for at være en kreativ ansættelseskonstruktion, der skulle omgå den overenskomst, som Primera havde tegnet med FPU. Vi er derfor rigtig glade for, at Arbejdsretten nu giver os ret i, at der var tale om et overenskomstbrud,” siger Thilde Waast, formand for FPU. 

Et år efter Primera Airs konkurs: “Jeg savner stadig den vilde, skøre og til tider kaotiske tur”

Principiel betydning

Primeras contractors var ansat via et bemandingsselskab på Guernsey, og selskabet mente ikke, at de var danske lønmodtagere og skulle have overenskomstmæssige vilkår, selvom FPU og Primera havde tegnet en overenskomst. FPU lagde derfor sag an mod Primera i 2018 for at få Arbejdsretten til at vurdere, om ansættelseskonstruktionen var lovlig.

Den nye afgørelse kan få principiel betydning, vurderer FPUs formand Thilde Waast.

”Dommen viser, at der var tale om et overenskomstbrud, og det kan få betydning for andre selskaber, der spekulerer i at lave lignende konstruktioner. Det gælder både i Danmark, og derudover vil vi i FPU også sørge for, at man bliver bekendt med dommen i resten af Europa.”

Millionbeløb dukker op i Primera Air: Fordamper i advokatsalærer

Thilde Waast mener, at dommen kan blive særligt afgørende i den usikre tid, der er opstået i kølvandet på coronakrisen.

”Det er ekstremt vigtigt, at vi nu har denne dom, fordi vi med corona står i en situation, hvor rigtig mange piloter på et tidspunkt skal genansættes, men hvor der sandsynligvis vil være færre jobs. Nogle selskaber vil uden tvivl se deres snit til at tvinge pressede og arbejdsløse piloter ind i konstruktioner, som ingen steder hører hjemme. Nu har vi en dom, der klart markerer, at denne såkaldte contractor-konstruktion er ulovlig.”

Konkret betydning for tidligere contractors

En af de piloter, der var ansat som contractor i Primera, er Anders Moesby. Han fortæller, at der på mange måder ikke var nogen forskel på det daglige arbejde for dem, der var contractors, og dem på overenskomst.

”Forskellen var, at vi fik vores løn fra et skuffeselskab på Guernsey, og at vi ikke havde de almindelige lønmodtagerettigheder som pension og betalt ferie. Primera bestemte vores arbejdstider, og vi kommunikerede med dem om alting,” siger Anders Moesby.

Ulrik og kollegaerne kæmpede for Primera Air til det sidste

Dommen i Primera-sagen kan ud over den principielle betydning også få konkret betydning for Anders Moesby og de kolleger, der var ansat som contractors på konkurstidspunktet. FPU vurderer nemlig, at de skal betragtes, som om de var under overenskomsten. Dermed har de ret til dækning fra Lønmodtagernes Garantifond (LG), og FPU har derfor anmodet LG om at genoptage behandlingen af de anmeldelser, som LG modtog fra Primeras contractors.

”Vi har set frem til at få en form for retfærdighed i lang tid. Forhåbentlig åbner dommen for, at de omkring 40 contractors, der har anmeldt sager hos LG, kan få en form for kompensation for opsigelsesperioden. Og så er der sat en streg under, at den her form for ansættelse ikke er tilladelig, når der sideløbende er en overenskomst. Det helt store dyr i åbenbaringen er, hvis det kan være en løftestang, der kan forhindre brugen af contractors og opdelingen af personalet i et A- og B-hold,” siger Anders Moesby.  

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev