Sidste nyt

Ny overenskomst retter op: EU-regler gav piloter indkomsttab på op til 7-8.000 kroner om måneden

Del denne artikel på:

Piloter i Star Air har i en årrække betalt social sikring i Tyskland, selvom de allerede var fuldt dækket af social sikring i Danmark, hvor de betaler skat. Efter en mangeårig kamp for at løse problemet har piloterne nu indgået en ny overenskomst med firmaet. 

Hver måned har piloter i det danske fragtfirma Star Air kunnet se, hvordan et beløb på op til 7-8.000 kroner forsvinder fra deres lønseddel. Piloterne flyver pakkepost i Europa og England fra firmaets base i Køln, og de betaler skat i Danmark, hvor de er ansat. Men fordi de har en tysk tjenestebase, har EU-regler siden 2012 gjort, at nyansatte piloter er tvunget til også at betale social sikring i Tyskland. Og piloter ansat før 2012 blev ramt af dobbeltbetaling fra maj 2020.

”Det var et stort springende punkt i overenskomstforhandlingerne med firmaet at finde en løsning på dobbeltbetalingen,” siger Thomas Christiansen, der er formand for foreningen af piloter i Star Air (SAC). 

”Loven om social sikring giver generelt god mening i EU, og den blev lavet for at sikre, at man ikke havde social dumping, men i Danmark betaler vi social sikring over skatten, så vi piloter står i klemme, fordi vi skal betale både social sikring via skat i Danmark og social sikring i Tyskland.”

Tak til Norwegians long haul-piloter: De viste, at ordnede forhold er mulige i et lavprisselskab

Forhandlinger i ni måneder

Thomas Christiansen har sammen med den øvrige bestyrelse i SAC brugt de seneste ni måneder på at forhandle med Star Airs ledelse for at løse problemet med dobbeltbetaling for social sikring. Piloterne stod med et indkomsttab på op til 7-8.000 kr. om måneden.

Vi mente, at firmaet skulle betale den udgift, da vi ikke har mulighed for at få det modregnet i den danske skat. Resultatet af forhandlingerne blev, at Star Air betaler den ekstra udgift, vi har, ved at være socialt sikret i Tyskland,” siger Thomas Christiansen.

Overenskomsten med firmaet kom på plads i et samarbejde mellem SACs bestyrelse og FPU. FPU har blandt andet hjulpet med juridisk assistance og kommunikation, og Thomas Christiansen roser den hjælp, som piloterne har fået fra FPU.

”EU-regler og tysk lovgivning har fyldt meget i arbejdet med overenskomsten, og vi har været meget glade for den hjælp, vi har fået fra FPU, som har vist stor fleksibilitet og haft stor viden. Vi er meget imponeret over FPUs indsats,” siger Thomas Christiansen.

Pilotpulje på plads: Læs hvem der får glæde af millionerne

Lønforhøjelse i travl tid for fragtfirmaet

De cirka 150 Star Air-piloters reaktion på den nye overenskomst, der også indeholder en lønstigning og en bedre dækning af rejseudgifter, har været positiv, fortæller Thomas Christiansen.

”97 procent synes, at det var et fornuftigt stykke arbejde og er glade for det, vi har opnået. Det, der virkelig rykker, er løsningen på problemet med social sikring, men vi får også en lønstigning,” siger Thomas Christiansen.  

Fordi Star Air beskæftiger sig med fragt, har selskabet og dets piloter haft ekstremt travlt i en tid, hvor den øvrige luftfart ellers har været presset i knæ. Selskabet ansatte i december otte nye piloter og har samtidig planer om at oprette en ny base i Leipzig. 

”Vi synes, at vores folk har gjort sig fortjent til lønstigningen. Vi har arbejdet hårdt under coronaepidemien, og vi er meget udfordrede på at rejse frem og tilbage mellem Tyskland og Danmark på grund af restriktioner,” siger Thomas Christiansen.

Arbejdsmarkedsforsker om Primera-dom: Man kan se, at man ikke bare kan underbetale piloter

Vil gøre Star Air til god arbejdsplads for alle

Thomas Christiansen, der har været i Star Air i 20 år, overtog i januar formandsposten fra den nu tidligere formand, Christian Merrild, og selvom den nye overenskomst er faldet på plads, regner han ikke med, at det bliver et stille år for bestyrelsen.

Den nye overenskomstaftale gælder til den 31. december 2021, og derfor forventer Thomas Christiansen, at bestyrelsen til sommer vil gå i gang med at forberede en ny overenskomstforhandling.

”Alle er glade for den nye overenskomst, og vi vil gerne arbejde videre i det spor. Samtidig vil vi gerne arbejde videre med at udvikle firmaet og gøre Star Air til en god arbejdsplads at være på for alle. Vi vil gerne være sikre på, at alle bliver behandlet ordentligt og fair med social sikring. Det betyder meget for os, og der er stadig noget arbejde i det, som vi vil fortsætte med i det nye år.”