Ny rammeaftale endelig på plads i Great Dane Airline

Efter to forhandlingsrunder og to afstemninger er den nye rammeaftale i Great Dane Airlines endelig faldet på plads. Aftalen vækker stor glæde hos både ansatte og ledelsen.

De første skridt blev taget for lidt over et år siden, hvor FPU’s næstformand var på besøg i Aalborg for at diskutere mulighederne for en overenskomst i det næsten nystartede charterselskab Great Dane Airlines.

De færreste havde dog forestillet sig, at det var midt i en verdensomspændende epidemi, at aftalen skulle falde på plads. Men det blev tilfældet, da alle instanser fredag eftermiddag havde godkendt den nye rammeaftale, der skal sikre ordnede vilkår i det unge flyselskab.

En rammeaftale

Tidligt i forhandlingerne valgte FPU og ledelsen i Great Dane Airlines at udsætte lønforhandlingerne til efter COVID-19-krisen. Derfor bliver aftalen ikke kaldt en overenskomst, men en rammeaftale.

Det var dog afgørende for medlemmerne, at de kunne flyve under ordnede forhold, når det kommer til arbejdstid, ferie, hotelforhold og flyve/hviletids-begrænsninger.

”Vi fandt hurtigt ud af, hvad der gav mening at forhandle om nu, og hvad vi har mere ud af at vendte med at forhandle om ,indtil der mere gang i produktionen og økonomien,” siger Anders Mark Jensen, næstformand i FPU, der har været med som forhandlingsleder på arbejdstagersiden.

Bestyrelse sendte aftale til genforhandling

Allerede for 12 dage siden stod tillidsrepræsentanterne og selskabets ledelse arm i arm efter nogle hårde dages forhandlinger. De kunne nemlig skrive under på en ny aftale. Parterne var blevet enige om en ramme, som skulle dække væsentlige dele af de kabineansattes og piloternes ansættelsesforhold i Great Dane Airlines.

Derfor stemte over 95 procent af begge grupper af flyvende aftalen igennem under den første afstemning i sidste uge, og af den årsag var der også udbredt skuffelse, da de fandt ud af, at bestyrelsen i Great Dane Airlines stemte nej.

Ny aftale giver endnu en fridag

Utilfredsheden i bestyrelsen handlede om overenskomstens rækkevidde, og om hvilke grupper af ansatte der kunne være dækket af overenskomsten.

Efter forhandlinger i denne uge lykkedes det dog at finde et nyt kompromis, der kan give bestyrelsen i selskabet ro i maven. Til gengæld har FPU’s medlemmer fået sikret sig en ekstra fridag på grundlovsdag.

”Heldigvis kunne vi godt forhandle os ud af problematikken, og vi er endt et rigtig fint sted på trods af, at vi står midt i en dyb krise for vores branche”, udtaler næstformanden i FPU.

Direktøren roser alle parter

Thomas Hugo Møller er både stifter og CEO i Great Dane Airlines. I samarbejde med de ansatte har han formået at styre selskabet igennem krisen og flyene er også på vingerne igen blandt andet med ruter til populære feriemål i Malaga. Den nye aftale er et godt eksempel på dette samarbejde, mener direktøren:

”Vi er i Great Dane utrolig glade for den indgået aftale, der sikrer vores medarbejdere ordnede forhold. At det kan lade sig gøre i så speciel tid for luftfart vidner om stor velvillighed fra begge parter,” udtaler Thomas Hugo Møller til Luftfart.nu.

Men det er ikke kun ledelsen, der er tilfredse med den nye aftale.

Stor tilfredshed blandt tillidsvalgte og medlemmer

Kevin Walter er formand for den lokale pilotforening i selskabet, og han er glad for at aftalen endelig er kommet på plads:

”Det har været specielt at skulle forhandle en aftale om arbejdsvilkår midt under denne enorme krise, hvor så mange af os stadig ikke er på vingerne. Men jeg synes faktisk, at vi er lykkedes med at nå frem til en aftale, der kan give noget tryghed og stabilitet til medlemmerne.”

Det samme gælder formanden for de kabineansatte, Karina Hermann:

”Alt i alt er vi stolte. Det er et rigtig godt resultat, som jeg ved, at medlemmerne bakker stort op om,” siger Karina Herrmann, der takker FPU for den store hjælp under forhandlingerne og som roser selskabet for et godt samarbejde.

De tillidsvalgte bliver desuden bakket op af medlemmerne, der i anden afstemningsrunde kvitterede med 100 pct ja-stemmer i begge foreninger og med cirka 85 procent deltagelse.

Aftalen gælder fra med det samme af. Parterne har desuden skrevet under på, at lønnen skal forhandles, når vi når ind i det nye år.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev