Ny rapport om CityJet-hændelse: Potentiel alvorlig flyulykke

Det kunne være gået grueligt galt, da flyet på SAS-rute SK4236 opereret af CityJet snurrede rundt efter landing 25. oktober sidste år.

Flyet, en Bombardier CRJ900 indregistreret EI-FPD, kom fra Stockholm med destination Turku på den finske vestkyst.

Landingen i Turku skete i et kraftigt snevejr. Ved landingen kom CRJ900-flyet ikke ned i fart som planlagt og endte med at skride ud og glide sidelæns med 78 kilometer i timen. Piloterne udsendte mayday, inden de fik bragt flyet til stansning 160 meter før den 2500 meter lange banens afslutning, skriver den finske havarikommission om hændelsen.

På dette tidspunkt havde flyet snurret 196 grader rundt om sig selv – svarende til godt en halv omgang – efter at have kurret på kanten af banen med hjulene blot en halv meter indenfor banens belægning.

Potentiale for en alvorlig større ulykke

Den finske havarikommission, Onnettomuustutkintakeskus, har siden undersøgt hændelsen, og er nu kommet med deres rapport, hvor hændelsen beskrives minutiøst.

»Begivenheden havde potentiale for en alvorlig eller stor ulykke (accident red.),« skriver tilsynet, hvilket trods det måske tørre ordvalg skal læses med stor alvor, når det kommer fra netop en havarikommission.

Ordet »accident« bruges, når der er tale om alvorlig personskade herunder dødsfald, eller at flyet udsættes for betydelig skade, fremgår det af Convention on International Civil Aviation Annex 13.

»Det er den sidste formulering før vi taler om en egentlig ulykke,« forklarer Ismo Aaltonen, chef Onnettomuustutkintakeskus til Luftfart.nu og tilføjer:

»Flyet kom i skred – såkaldt hydroplaning – i høj fart og røg næsten af banen. Det er ikke nogen god kombination og slet ikke med 92 mennesker ombord.«

En række faktorer førte til uheld

Aaltonen understreger, at havarikommission ikke placerer skyld i deres rapport, men drager konklusioner om, hvordan hændelsen kunne ske:

Her nævnes utilstrækkelig snerydning efter et pludseligt snefald, for høj landingsvægt, landing i rygvind samt manglende kendskab hos piloterne til en særlig funktion i flyets motorbremse, som en række faktorer, der bidrog til hændelsen.

Havarikommission kommer på denne baggrund med en række anbefalinger til at forbedre sikkerheden.

En af disse anbefalinger er rettet mod de irske luftfartsmyndigheder om at efterse CityJets metoder for præstationsberegninger så de er tilstrækkelige og fordrer sikker operation.

»Efterforskningen viser, at selskabets tabeller anvendt for præstationsberegninger er komplekse og svære at tyde. Vigtigheden af nøjagtige præstationsberegninger og færdigheder tilegnet gennem træning forstærkes i vinterlige forhold,« skriver havarikommission.

Derforuden er der rettet anbefalinger til operatøren af Turku Lufthavn, Finavia, de Canadiske Transportmyndigheder – som myndighed for CRJ900-producenten Bombardier – samt det finske indenrigsministerie herunder redningsberedskabet.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev