Nyt initiativ skal forebygge Ryanair-ledelsens mobning af de kabineansatte

Et enkelt fejltrin kan være nok til, at man som ansat i Ryanair bliver indkaldt til møde på hovedkontoret i Dublin. Uanset, hvilken af Ryanairs 86 baser man er tilknyttet, bliver medarbejderen bedt om at indfinde sig på hovedkontoret, der ligger i periferien af den irske hovedstad.

I lobbyen på Ryanairs-hovedkontor bliver man mødt af et dramatisk billede af The Joker fra Batman og teksten: »Welcome to the madhouse«. Og det beskriver egentlig situationen, der venter medarbejderen forude:

Ifølge IFT – det Internationale Transportarbejder Forbund – spiller ugentlige disciplinære møder i flyselskabets irske hovedkontor en helt central rolle i Ryanairs ledelsesstil. De ansatte har som udgangspunkt været ganske alene til disse møder, hvor selskabet ikke tøver med at gå hårdt til den ansatte.

Derfor ønsker ITF nu at sikre de ansatte muligheden for en bisidder. Det sker med udpegelsen af en ny Ryanair-observatør.

Ryanair mobber de ansatte

Mike Parker har arbejdet mange år som kabinemedarbejder i Monarch Airlines. Fremover vil han sidde med som bisidder, når Ryanair-ansatte bliver kaldt til disciplinærsamtale på hovedkontoret.

I de seneste to år har Mike Parker, der netop er udnævnt som Ryanair-observatør i ITF, siddet med, når Ryanair-ansatte medlemmer af den britiske fagforening Unite, blev kaldt til Dublin:

»Når vores medlemmer blev kaldt til møder i Dublin, har jeg siddet med og sikret, at reglerne blev overholdt, og ledelsen ikke mobber den ansatte,« fortæller han til LUFTFART.nu.

»Ryanair er ikke bleg for at gå hårdt til deres medarbejdere på møderne i Dublin. De kigger igennem alle den ansattes filer, og mener de, at dine salgstal ikke gode nok, slår de ned på det.«

Mike Parker – der selv har arbejdet 30 år som kabinemedarbejder i Monarch Airlines og siden været fagligt aktiv i Unite, kabinepersonalets fagforening – har efterhånden siddet med til en del møder på Ryanairs hovedkontor.

Det har ifølge ham selv skabt en vis respekt hos Ryanairs HR-afdeling og sikret en mere fair behandling af de ansatte.

Til forhør efter to sygedage

Som ansat i Ryanair risikerer man let, at blive hevet til møde på hovedkontoret “THE MAD HOUSE” i Dublin.

Den tyske tv-station RTL har senest dokumenteret proceduren for Ryanairs disciplinære samtaler: I en dokumentar bliver seerne taget med en tur ind bag kulisserne i Ryanair, hvor journalist Alicia går undercover som stewardesse i det irske lavprisflyselskab.

Alicia når at arbejde for Ryanair i fire uger, inden hun bliver hevet til samtale. Hun har haft to sygedage. Selvom hun er ansat gennem bemandingsvirksomheden Crewlink, er det en repræsentant for Ryanair, som afholder mødet.

På mødet fremlægger Ryanair-repræsentanten spørgsmål om de to sygedage, og hvad Alicia har fejlet. Det er i strid med tysk lovgivning, at arbejdsgiveren spørger ind til, hvad medarbejderen har fejlet, hvilket Alicia påpeger på mødet.

Dernæst drejer samtalen sig over på medarbejderens salgstal fra cateringvognen ombord på flyet.

»Mødet handler om din overordnede præstation,« fortæller den repræsentant for virksomheden, som Alicia taler med på mødet.

Ifølge dokumentaren modtager medarbejderen få uger senere en fyreseddel. Den forbindelse kommer det også frem, at Ryanair kun betaler medarbejderen 102 euro, for de fire ugers arbejde.

Bisidder skal beskytte den ansatte

Det er situationer som disse, ITF med et nyt initiativ ønsker at forebygge. Førhen har det hørt til sjældenhederne, at de ansatte havde en bisidder, når de blev kaldt til samtale på hovedkontoret.

Det er ifølge ITF ambitionen, at Mike Parker også skal stå til rådighed for Ryanair-ansatte fra andre lande, da det ikke er alle fagforeninger, der har ressourcerne til at sende repræsentanter til Irland, hver gang et medlem bliver hevet til samtale.

»Vi er stadig på et meget tidligt stadie. Vi rækker ud til alle de forbund, som er medlem af ITF og tilbyder samarbejde. Vi skal naturligvis også have styr på juraen, da medarbejderen er beskyttet af reglerne i det land, hvor de har base,« siger Mike Parker.

Kontakt til Mike Parker sker foreløbigt via de fagforeninger, som er medlem af ITF, imens det også er muligt at få kontakt til ham via mange af de Whats

Redaktionen ville gerne have givet Ryanair mulighed for medvirke, men selskabet har ikke svaret på vores henvendelser.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev