OK20: Stort ja til særlig FPU-aftale

FPU’ernes forhandlinger blev sat i stå på grund af corona-krisen, men efter afstemningerne får de nu endnu en chance for at lande et lokalt resultat

Stort ja til særlig FPU-aftale

98 pct af FPU’erne stemte JA, og de indtager desuden førstepladsen blandt alle FH-forbund, når det kommer til stemmedeltagelse. Men i virkeligheden betyder JA’et, at FPU’erne igen skal forhandle.

Cirka 200 FPU-medlemmers overenskomster  har været en del af de store forhandlinger på det private arbejdsmarked (de såkaldte 1. marts-forhandlinger). Forhandlingerne endte for fem uger siden i Forligsinstitutionen, hvor tillidsrepræsentanterne (og FPU) forhandlede med selskaberne (og Dansk Industri) på den anden side af bordet. Der blev dog ikke fundet frem til en aftale under forhandlingerne, da samfundet og luftfarten blev ramt brutalt af COVID19-krisen.

FPU aftalte derfor med Dansk Industri, at forhandlingerne om disse overenskomster genoptages på den anden side af krisen.

– Her vil vi så forhandle videre, og hvis der ikke kan findes enighed, falder overenskomsterne tilbage på at blive fornyet med mæglingsskitsen fra Forligsinstitutionen, netop som det ville have været tilfældet under normale omstændigheder, udtaler næstformand, Anders Mark Jensen.

Derfor anbefalede FPU også medlemmerne at stemme JA til det såkaldte mæglingsforslag, da et Ja vil betyde, at man kan forhandle videre, når corona-krisen har lagt sig. Det gælder for alle FPU-medlmmerne bortset fra piloterne i West Air.

Højeste stemmeprocent

Med 89,6 procent har FPU den højeste stemmeprocent overhovedet og 98 pct. stemte ja.

– Vi sætter pris på den høje deltagelse blandt medlemmerne. Det har været afgørende for FPU og medlemmerne, at disse overenskomstforhandlinger ikke blev gennemført midt i den største krise i luftfartens historie. I virkeligheden betyder det også, at vi skal på den igen. Og hvis vi ikke finder frem til lokale resultater, så falder vi tilbage på forligsskitsen, siger Anders Mark Jensen.

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev