Oliepriserne stiger: Analytiker spår flere konkurser

Flere europæiske luftfartsselskaber er på det seneste gået konkurs.

Den stadigt stigende oliepris er ifølge Hans Jørgen Elnæs, luftfartsanalytiker i WinAir med til at sætte særligt små og mellemstore luftfartsselskaber under pres.

Det skriver E24.

»Det vi ser er, at de små og op til mellemstore luftfartsselskaber, som har begrænsede kapitalressourcer, bliver ramt af de højere oliepriser,« siger Hans Jørgen Elnæs til E24, der også peger på, at flere sæder i markedet øger presset.

Luftfartsanalytikeren forventer at der vil indtræffe flere konkurser hen over efteråret, og at i år vil ske flere krak end forrige år.

Olieprisen forventes fortsat at stige

Et opslag hos Statista viser, at gennemsnitsprisen for en tønde Brent olie er siden august 2017 steget godt 40 procent til 72,53 dollar/tønde i gennemsnit for august måned.

I sidste måned hævede Bank of America Merrill Lynch ifølge Reuters prognosen for prisen på Brent olie 80 dollar/tønde i 2019 som følge af faldende eksport fra Iran.

Særligt USA’s politiske linje i Mellemøsten kædes sammen med den opadgående prisudvikling.

Syv konkurser i år

CHECK-IN.dk har oplistet syv selskaber, der måtte dreje nøglen om i 2018 med Primera Air-konkursen 1. oktober som den største.

Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker i Sydbank, ser også stigende brændstofpriser som en akilleshæl for flere selskaber.

»Det er ikke den ‘perfekte storm’, men det er tæt på. Mange aflysninger og driftsforstyrrelser har sat sine spor, og de fleste selskaber mærker en potent modspiller i stigende priser på brændstof. Hvis der ikke er styr på den grundlæggende forretningsmodel, kan det gå hen og blive en meget grum vinter for flere flyselskaber,« siger Jacob Pedersen til CHECK-IN.dk.

Skriv en kommentar

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev