Passagertal stiger i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn begynder at kunne mærke genåbningen af grænserne, og et stigende antal passagerer giver grund til forsigtig optimisme i lufthavnen. Der er dog stadig brug for mere politisk støtte og en langsigtet plan for at sikre piloter og kabinepersonale, lyder det fra FPU.

Københavns Lufthavn har netop udgivet passagertallene for juni måned, og der er tale om en lille fremgang i forhold til måneden før. I juni var der 151.085 rejsende igennem terminalerne i forhold til 40.118 i maj.

”Luftfarten er forsat i dyb krise, og det vil vare længe endnu. Men der er heldigvis de første lysglimt at spore,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør Københavns Lufthavn.

“Passagererne og flyselskaberne er så småt begyndt at vende tilbage, og de første serveringssteder og den store Tax Free har trukket gitteret op, så der i dag er åbnet omkring 20 af de 146 butikker og serveringssteder, som vi havde, før coronaen knock-outede lufthavnen og alle virksomhederne herude.”

LÆS OGSÅ: FPU’s formand om luftfartspakke: Det kræver meget mere

Charterbranchen har brug for hjælp

Også i FPU glæder man sig over, at der trods alt er kommet flere fly på vingerne, men FPU efterspørger samtidig mere politisk støtte.

”Vi har brug for, at politikerne præsenterer en langsigtet plan for, hvordan vi får gang i luftfartsbranchen igen. Regeringens udmelding den 29. maj, om at kun grænserne til Norge, Tyskland og Island åbnede, var katastrofal for især charterbranchen. Selvom grænserne i store dele af Europa nu er åbnet, har vi brug for bred støtte, så vi kan få gang i produktionen og dermed få de hjemsendte og afskedigede ansatte tilbage igen,” siger Thilde Waast, formand for FPU.

Luftfartspakken, der blev vedtaget 25. juni, er et skridt på vejen, men de 135 millioner, der er afsat til indenrigsruter, og de 90 millioner til at reducere lufthavnsafgifter er ifølge FPU langt fra nok til en branche, der årligt omsætter for 25-30 milliarder, og som de sidste fire måneder har været 90 procent under sidste års niveau.

Nordeuropæiske ruter

Flest passagerer rejste mellem Københavns Lufthavn og Aalborg i juni måned efterfulgt af København-Oslo og København-Frankfurt. Der er dog stadig langt til sidste års passagertal. København-Aalborg-ruten havde i juni måned sidste år næsten 70.000 passagerer, mens der i juni år var omkring 15.000.  

De nordiske og nordeuropæiske destinationer dominerer generelt top 10 over ruterne, der i øjeblikket flyves fra Københavns Lufthavn.

”Tallene viser tydeligt, hvor hårdt charterbranchen er ramt. Den har styrtblødt, og nu begynder vi at se konsekvensen af udmeldingen den 29. maj. Jet Time har måttet fyre næsten alle sine ansatte, og Sunclass ved ikke, hvor meget de kan få ud af denne sommer. Samtidig går selskaberne en svær tid i møde uden udsigt til egentlige indtjeninger,” siger Thilde Waast, der efterspørger en forlængelse af lønkompensationsordningen og pakken om dækning af faste udgifter.    

”Medarbejderne i selskaber som DAT, Great Dane Airlines og Sun Air har også brug for langt mere hjælp, og vi har brug for, at regeringen holder hånden under selskaberne, så vi kan sikre jobs og den danske flybranches fremtid.”

LÆS OGSÅ: Luftfartens fagforeninger lægger pres på politikerne

Folk følger retningslinjer

Københavns Lufthavn har taget en række tiltag for at skabe tryghed for ansatte og passagerer. Lufthavnen efterlever de fælles europæiske retningslinjer om mundbind, hygiejne og afstand i lufthavnen, og de oplever generelt, at passagererne overholder reglerne.

”Vi kan se, at de rejsende er dygtige til at efterleve de nye retningslinjer om masker og afstand – og det er vel at mærke retningslinjer, der gælder i alle de lufthavne, man i dag kan flyve til og fra. Det skaber også ekstra tryghed, at rejsen er forudsigelig,” siger Peter Krogsgaard.

Det er også muligt at blive corona-testet i lufthavnen. Testcenteret ligger i et telt udenfor Terminal 3 på Lufthavnstorvet, og det kræver ingen tidsbestilling og er gratis. Danske borgere får svar på testen på sundhed.dk inden for 1-2 døgn, og udenlandske borgere bliver kontaktet, hvis der er tale om et positivt testsvar.

Her er top 10 over ruter i Københavns Lufthavn

Kilde: Københavns Lufthavn

Fagbladet Luftfart
Få nyheder om flyvebranchen på mail.
Nyhedsbrev